Gå til indhold

Støtte til at læse på topuniversiteter i udlandet

23. januar 2008
Drømmer du om at læse engelsk i Cambridge, business på Harvard eller kinesisk i Beijing, men kan ikke skrabe penge sammen til at betale den ofte høje studieafgift, så er der nu hjælp at hente.

Drømmer du om at læse engelsk i Cambridge, business på Harvard eller kinesisk i Beijing, men kan ikke skrabe penge sammen til at betale den ofte høje studieafgift, så er der nu hjælp at hente.

Listen over de mange kandidatuddannelser i udlandet, hvor danske studerende allerede fra sommer vil kunne bruge deres udlandsstipendium, ligger nu klar.

Undervisningsminister Bertel Haarder udtaler:

– Danmark er allerede det mest gavmilde land med SU. Nu gør vi det tilmed muligt for danske studerende at læse på nogle af verdens bedste universiteter og colleges. Alle unge bør rejse ud i en periode. Det giver udsyn, et uvurderligt netværk og en faglig og menneskelig ballast, som man kan trække på resten af livet.

Videnskabsminister Helge Sander siger:

– Fremover vil endnu flere studerende få økonomisk mulighed for at studere i et andet land og derved sikre sig de kompetencer, der gør dem godt rustet til fremtidens globale arbejdsmarked. Det giver alle en unik chance for at udnytte de globale muligheder – også i den del af verden, der ikke er engelsk-talende.

Hvilke uddannelser?

Positivlisten, der er en liste over hvilke kandidatuddannelser på udenlandske universiteter, man kan søge udlandsstipendium til, består af fire dele:

  1. Kandidatuddannelser på de topuniversiteter, der alle optræder på den internationale rankingliste "TIMES Higher Educationel Supplement" (THES).
  2. En liste over uddannelser, der er særligt relevante for bachelorer, der kommer fra Kulturministeriets uddannelsesinstitutioner.
  3. En liste over uddannelser, som er særligt relevante for bachelorer, der er uddannet fra professionshøjskolerne.
  4. En liste over de kandidatuddannelser, der er omfattet af udvekslingsaftaler mellem danske og udenlandske universiteter.

Der er tale om ganske omfattende internationaliseringsmuligheder. Således indeholder listen 121 topuniversiteter, mens danske universiteter og professionshøjskoler har samarbejdsaftaler med ca. 1.000 udenlandske universiteter.

Studieophold eller en hel uddannelse

Stipendiet kan gives i op til to år, og kan frit anvendes til enten studieophold som en del af en dansk uddannelse eller til en hel kandidatuddannelse i udlandet.

Stipendiet gives til at dække en eventuel studieafgift i udlandet, som svarer til det en tilsvarende dansk uddannelse får fra staten. Derudover kan de studerende få den almindelige SU. Den nye udlandsstipendieordning er en udmøntning af regeringens globaliseringsstrategi, og vil få virkning fra 1. juli 2008.

Læs mere på www.su.dk, hvor der også findes en vejledning til både positivlisten og uddannelsesstipendieordningen.


Mere information

Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes via kommunikationschef Niels Hovmand på tlf.: 3392 9737 eller nho@vtu.dk.

Undervisningsminister Bertel Haarder kan kontaktes via pressechef Line Aarsland på tlf.:3392 5044 eller line.aarsland@uvm.dk

Ved yderligere information om ordningen kontakt juridisk chef i Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte Jørgen Winther på telefon: 3326 8681.

Handlinger tilknyttet webside