Nyt dansk-californisk konsortium for sundere fødevarer ser dagens lys
For første gang nogensinde er der blevet skabt en stærk forskningsalliance mellem fire danske universiteter og hele det statslige californiske universitetssystem. Fra amerikansk side er det USA's førende universitet på landbrugs- og fødevareområdet, UC Davis i Californien.
Danmark er repræsenteret ved universiteterne i København, Aarhus, Odense samt Danmarks Tekniske Universitet. Levnedsmiddelcentret/LMC står for koordineringen af den danske indsats.
– Danmark har tradition for at være i fødevareforskningens førerfelt. Det skal vi blive ved med. Dette samarbejde er med til, at vi bevarer positionen. Samtidig håber jeg, at det kan blive rollemodel for lignende initiativer på andre områder i fremtiden, siger videnskabsminister Helge Sander.
Konsortiet er en unik mulighed for dansk forskning til at komme i kontakt med udenlandske virksomheder.
– Dansk fødevareforskning er på mange måder på vej til at blive mere international. Konsortiet vil give os en fantastisk ny, bred platform til øget gavn for vore danske industripartnere, som vi i forvejen har været gode til at samarbejde med, siger Alan Friis fra Levnedsmiddelcentret/LMC, som vil koordinere den danske del af indsatsen.
Amerikanerne ser også frem til samarbejdet. De er sikre på, at konsortiet vil bringe mange nye resultater med sig.
– Danskere har i mange år været førende inden for fødevareforskning, mens vores videnskompetencer i højere grad er, hvordan kosten påvirker kroppens helbred. Ved at kombinere de to får vi en enorm synergieffekt, siger leder af Foods for Health Instituttet på UC Davis, tidligere videnskabsrådgiver for præsident Bill Clinton, Dr. M.R.C. Greenwood.
Konsortiet er et konkret resultat af flere års samarbejde mellem og Innovation Center Denmark i Silicon Valley under Videnskabsministeriet.
For yderligere information kan følgende kontaktes:
Alan Friis, Formand for forretningsudvalget, Levnedsmiddelcentret, tlf: +45 2032 1973, e-mail: alfr@food.dtu.dk
M.R.C. Greenwood, director, Foods for Health Institute, UC Davis, tlf. : +1.530.754.4365; e-mail: mrcgreenwood@ucdavis.edu
Lars Beer Nielsen, forskningsattaché, Innovation Center Denmark, Silicon Valley.; tlf.: +1 650 353 8879; e-mail: lbn@innovationcenterdenmark.com
Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, tlf: 2211 0200; e-mail: chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside