Sander: Første danske astronaut skriver Danmarkshistorie
– Der skrives Danmarkshistorie, når vi i dag kan lykønske den første danske astronaut med optagelsen i det europæiske astronautkorps, siger videnskabsminister Helge Sander.
ESA, Den Europæiske Rumorganisation, har i dag i Paris præsenteret seks nye medlemmer af ESA's astronautkorps. Den 32-årige forskningsassistent, ph.d. Andreas Enevold Mogensen fra Surrey Space Center, syd for London, er én af de seks, som er fundet topkvalificeret efter en grundig udvælgelsesproces blandt mere end 8.400 europæiske ansøgere.
– Den første danske astronaut vil blive en god rollemodel for de unge herhjemme og vil givetvis styrke ikke mindst de unges, interesse for rumfart og naturvidenskab, siger Helge Sander.
Videnskabsministeren iværksatte af samme grund for fem år siden en professionel dansk astronautkampagne for at sikre kvalificerede danske ansøgere til ESA's astronautkorps ved den netop afsluttede optagelsesproces.
– Hvis man vil høre om den effekt, som en landsmand har i rummet, skal man blot drage over Øresund til Sverige. Siden Christer Fuglesangs første ophold på Den Internationale Rumstation for halvandet år siden, er svenskernes interesse for rumfart steget mærkbart, siger Helge Sander.
De tre officielle danske kandidater i ESA's udvælgelsesproces nåede langt, men desværre ikke hele vejen. Den første danske astronaut havde ikke mulighed for at deltage i den danske astronautkampagne, da han på daværende tidspunkt ikke havde gennemført sin forskeruddannelse.
Danmarks første astronaut, Andreas E. Mogensen, er født i København og har gennemført sin forskeruddannelse inden for rumfart i Storbritannien og USA. Han har boet og arbejdet i en række lande – Singapore, USA, Storbritannien, Portugal, Angola og Congo – og i Danmark bl.a. arbejdet for den danske vindmøllekoncern Vestas.
Ved Surrey Space Center arbejder Andreas E. Mogensen med analyser og design for rumfartøjer, der skal lande på Mars. Tidligere har han bl.a. arbejdet for den europæiske rumfartskoncern EADS Astrium.
Kortfattet CV for Andreas Enevold Mogensen:
- Født i København, 1976
- Opvokset i Danmark, Singapore og USA
- Studentereksamen fra Copenhagen International School, 1995
- Uddannet som rumfartsingeniør, Imperial College, London, 1999
- Ph.d. fra University of Texas, Austin, 2007
- P.t. forskningsassistent ved Surrey Space Center i Storbritannien
- Ugens tal: Dansk deltagelse i rumforskning
- Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander kan fås ved kontakt til informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
Yderligere information om den danske astronautkampagne og Danmarks medlemskab af ESA kan fås ved henvendelse til Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Cecilie Tornøe, tlf.: 3544 6353, ct@fi.dk.
Handlinger tilknyttet webside