Gå til indhold

Ugens tal: Kvinder falder fra under ph.d.-studiet

22. oktober 2009
På bachelor- og kandidatuddannelserne udgør kvinderne hovedparten af de studerende, og de er bedre end mændene til at gennemføre deres studier. Men dette billede ændrer sig fuldstændig på ph.d.-uddannelsen.
– Det er et paradoks, at kvinder er i overtal på kandidatuddannelserne, mens de er i klart mindretal som forskere. I de senere år har vi sammen med universiteterne været i dialog om, hvad vi fra centralt hold kan gøre for at mindske barrierne, som holder kvinder fra forskerverdenen. Det vil vi fortsætte med, siger videnskabsminister Helge Sander.
– Men uanset hvor mange barrierer vi nedbryder fra centralt hold, er det i sidste ende den enkeltes valg. Børn, familieliv og forskerkarriere er ofte vigtige elementer netop i den periode, og det er derfor op til den enkelte at prioritere de forskellige områder.

Kvinder falder fra både inden og under ph.d.-studiet. Kvinderne er i overtal med 55 procent blandt de fuldførte kandidater, men kun 47 procent af de nystartede ph.d.-studerende er kvinder.

Fem år efter at kvinderne er gået i gang med en ph.d.-uddannelse, har 58 procent af dem opnået en ph.d.-grad, mens det er 69 procent af mændene. Færre kvinder gennemfører en ph.d.-uddannelse, derfor er andelen af kvinder blandt de tildelte ph.d.-grader nede på 43 procent.

– Flere kvinder er begyndt at vælge forskervejen, men jeg så gerne, at endnu flere fandt det attraktivt at fortsætte i det spor. Vi skal have alle talenter i spil, da det er viden, Danmark skal leve af i fremtiden, siger Helge Sander.

Andelen af kvinder, som bliver ph.d.'er, er dog på 10 år steget fra 34 procent til 43 procent.


Videnskabsminister Helge Sander kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på telefon 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.


Handlinger tilknyttet webside