Gå til indhold

Aftale om fordeling af globaliseringspulje på plads

29. oktober 2010
Regeringen har i dag indgået aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre om fordeling af globaliseringspuljen for 2011.

Partierne er enige om, at der er behov for at udmønte globaliseringsmidlerne til forskning, så de understøtter vækst gennem viden og fremmer virksomhedernes investeringslyst.

Derfor er der i aftalen afsat 400 mio. kr. til at løfte universiteternes basisbevillinger. Heri indgår som noget nyt 100 mio. kr. til en matchfond, som skal styrke universiteternes incitament til at tiltrække eksterne midler. Der er afsat midler til fonden for både 2011-2012. Derudover har partierne besluttet, at de afsatte midler til Danmarks Grundforskningsfond i 2012 drøftes i forhandlingerne om globaliseringsreserven i 2011.

Samtidig er der afsat 767 mio. kr. til strategisk forskning. Partierne har valgt at prioritere dette inden for tre hovedområder i form af forskning i energi og miljø, forskning i sundhed, miljøfaktorer og velfærdsteknologi samt forskning i bære- og konkurrencedygtig landbrugsproduktion. Endelig er der – ligeledes inden for den strategiske ramme – afsat 28 mio. kr. til uddannelsesforskning.

Som lille land i en global verden har Danmark en særskilt udfordring med at tiltrække og fastholde de største talenter inden for forskning. For at understøtte denne dagsorden har partierne bag aftalen besluttet at afsætte 100 mio kr. til tiltrækning af forskertalenter om året i perioden 2011-2012.

Endelig er det en særskilt udfordring, at langt hovedparten af de danske virksomheder er små eller mellemstore. Hvis vi skal klare os i globaliseringen er det afgørende, at vore virksomheder har adgang til ny forskning. Derfor har partierne bag aftalen afsat 131 mio. kr. til at sikre ny viden til erhvervslivet ved at styrke en række eksisterende initiativer inden for innovation og videnoverførsel.


Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes via kommunikationschef Anders Frandsen, tlf: 3048 8450.
Jesper Langballe, Dansk Folkeparti, tlf: 6162 3352.
Malou Aamund, Venstre, tlf: 6162 4407.
Marianne Jelved, Det Radikale Venstre, tlf: 3337 4703.
Rasmus Prehn, Socialdemokratiet, tlf: 6162 4250.


Handlinger tilknyttet webside