Gå til indhold
Du er her: Forside Aktuelt Pressemeddelelser Før 2011 2010 Bayern er interesseret i dansk topforskning

Bayern er interesseret i dansk topforskning

Gennem flere år har Danmark satset målrettet på at etablere nationale eliteforskningsmiljøer samt opbygge moderne og tidssvarende forskningsfaciliteter. Det gør Danmark til en interessant samarbejdspartner for udlandet.

27. april 2010

Bayerns videnskabsminister Dr. Wolfgang Heubisch besøger i denne uge sin danske kollega videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen sammen med en række fremtrædende tyske forskere.

Et af de områder, som har særlig interesse for den bayerske videnskabsminister, er fire lovende forskningsmiljøer (UNIK), som tilsammen har fået omkring 500 mio. kr. til at skabe banebrydende resultater.

Den bayerske videnskabsminister ønsker desuden at styrke samarbejdet mellem den bayerske forskningsfacilitet FRM II og det skandinaviske "European Spallation Source" (ESS). ESS får hovedsæde i Lund, mens Danmark bliver vært for det centrale data- og computercenter, der skal behandle og analysere de store mængder af data, der kommer fra ESS.

– De internationale kontakter er altafgørende for, at de danske forskere kan holde sig ajour med de bedste internationale miljøer og være med i de bedste internationale projekter – lige så vel som det gælder for de danske videntunge virksomheder. Jeg glæder mig til at se flere resultater af de her indgåede internationale alliancer, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Det bayerske ministerbesøg danner samtidig rammen om en samarbejdsaftale med mellem ESS i Øresundsregionen og den bayerske forskningsfacilitet FRM II.

I overværelse af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og Bayerns videnskabsminister Dr. Wolfgang Heubisch underskriver ESS og den bayerske forskningsfacilitet FRM II en samarbejdsaftale. Aftalen betyder, at forskere i Øresundsregionen får muligheder for at arbejde sammen med førende neutronforskere på FRM II i Bayern. Samarbejdet skal sikre, at ESS kan udvikles i samarbejde med Europas førende forskningsmiljøer.

Repræsentanter fra pressen er velkommen til at deltage i underskrivelsen af aftalen.

Bredgade 43 i mødelokale A og B
onsdag den 28. april kl. 13.30-14.00

Der vil efterfølgende være mulighed for at stille spørgsmål til de tilstedeværende.


Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, tlf: 2211 0200, chhh@vtu.dk.

Bayerns videnskabsminister Wolfgang Heubisch og yderligere information om FRM II fås ved kontakt til teknologi- og forskningsattaché Søren Stauning ved Danmarks Innovationscenter i München, tlf: +49 89 5458 5421, sost@fi.dk.

Information om ESS fås ved kontakt til chefkonsulent Morten Scharff, tlf: 7226 5530, msc@fi.dk.

Information om UNIK-initiativerne fås ved kontakt til chefkonsulent Trine Bendix Knudsen, tlf: 7226 5612 , tbk@fi.dk.

Fakta:

FRM II:

Neutronkilden FRM II er et forskningscenter under Technische Universitet München (TUM) og ledes af Winfried Petry. Over 20 tyske videnskabelige organisationer deltager som partnere i FRM II, herunder Forschungszentrum Jülich, Max-Planck-selskabet, Münchens Universitetshospital og ti forskellige andre universiteter. Neotronkilden blev indviet i 2004 og anvendes dels i grundforskningsøjemed, dels anvendelsesorienteret inden for fx bestrålingsteknologi, medicin (fx tumorbestråling), radiografi/tomografi, materialevidenskab og katalyse, og molekyle- og strukturanalyse. Derudover er FRM II verdens kraftigste positronkilde, en teknik som bl.a. benyttes inden for klinisk diagnosticering (Positron-Emissions-Tomografi eller PET-skanning).

UNIK:

En UNIK består typisk af et antal forskningsprojekter, der er bundet tæt sammen af et fælles tema, af forskere der arbejder på tværs og af en fælles organisatorisk struktur. De fire UNIK'er handler om så forskellige emner som syntetisk biologi, menneskets hjerne og ånd, lagring af vedvarende energi og forholdet mellem mad, motion, lægemidler og livsstilssygdomme. Formålet med den bayerske videnskabsministers besøg i Danmark er bl.a. at lave aftaler om fremtidige samarbejder med danske UNIK-eliteforskere.

 


Senest opdateret 16. december 2021