Fremtidens naturvidenskabelige forskningsbyggeri
Byggeriet skal huse matematiske, datalogiske, kemiske og fysiske fag – herunder Niels Bohr Institutet.
Den naturvidenskabelige forskning og uddannelse i hovedstaden har brug for nye, tidssvarende laboratorier og undervisningslokaler for fortsat at kunne markere sig i den globale konkurrence. Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet har i løbet af foråret 2010 afholdt en international rådgiverkonkurrence for fem anerkendte, prækvalificerede teams.
I forbindelse med kåringen af vinderen udtaler juryen:
– Vinderforslaget samler på overbevisende måde de to bygninger på tværs af Jagtvej – også løsningen på problematikken med at krydse vejen, er der et interessant bud på. Forslaget disponerer bygningens arealer i en rationel og fleksibel struktur med smukke lange sammenbindende balkonforløb og grønne atrier. Samtidig med at ønskerne om rum til uformelle møder, interaktion og tværfaglige samarbejdsmuligheder bliver opfyldt, skabes der mulighed for afsondret faglig identitet og fordybelse.
Rambøll Danmark vandt konkurrencen i samarbejde med følgende underrådgivere: arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen A/S, Christensen & Co Arkitekter A/S, GHB Landskabsarkitekter A/S, Ramböll Sverige AB, Ramboll UK og Collin Gordon and Associates, USA.
Nyt hjem til nye ideer
Vinderprojektet skal opføres i Universitetsparken mellem Nørrebro og Østerbro og skal rumme 45.000 kvadratmeter af højeste internationale universitetsstandard. Det bliver et miljø, som i endnu højere grad knytter bånd til erhvervslivet.
– Vi skal samtænke erhvervsliv, forskning, uddannelse og byliv på nye måder for at få bedre videnspredning og mere attraktive studie- og forskningsmiljøer. Det nye Niels Bohr Science Park vil som en central del af vidensbydelen Nørre Campus styrke denne synergi mellem by, universitet og erhvervsliv, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Bohr ville være stolt
En afgørende grund til at bygge nyt er, at løsningen på fremtidens udfordringer inden for emner som eksempelvis sundhed, energi og klimaspørgsmål er tværfaglige. Derfor skal fagene bringes sammen.
– Bohr ville have været stolt, hvis han havde set projektet. Udover at føre laboratoriernes standard helt up-to-date, er nybyggeriet og vinderprojektet en del af svaret på de krav, som fremtidens uddannelses- og forskningsmiljøer stiller til rammerne. Projektet samler fagmiljøerne på en åben og internationalt orienteret måde. Det skaber en frugtbar grobund for de videnskabelige gennembrud, som vi erfaringsmæssigt vil se spire ud af det tværfaglige samarbejde, siger rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet, der ser frem til, at byggeriet står færdigt om fire til fem år.
Tiltrængt fornyelse
Byggeriet er et led i regeringens investeringsplan for modernisering af universiteternes laboratorier. UBST er bygherre på projektet, mens KU er inddraget i processen som kommende brugere af byggeriet. Byggemidlerne er øremærket til byggeriet og kan ikke anvendes på universitetets drift.
Fakta om byggeriet:
- Bygherre: Universitets- og Bygningsstyrelsen
- Lejer: Københavns Universitet
- Samlet pris: 1,25 mia. kr. (midlerne er øremærket til byggeriet og kan ikke anvendes på universitetets drift)
- Nettoareal ca. 30.778 m2 (bruttoareal ca. 45.000 m2 inkl. kælder)
- Forventet indvielse: 2014 og 2015 (to etaper)
Brugere:
Medarbejdere og studerende fra de fysiske, kemiske, datalogiske, naturfagsdidaktiske og matematiske discipliner:
- 3-4000 studerende
- 800 undervisningsaktive forskere
- 260 ph.d.-studerende
- 200 tekniske og administrative medarbejdere
- Se illustrationer, film og billeder og læs hele juryens motivering på Bygningstyrelsens hjemmeside
- Læs konkurrenceprogrammet og find mere information om byggeprojektet på KU's Nørre Campus hjemmeside
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, mail: chhh@vtu.dk, mobil: 2211 0200.
Vicedirektør Connie Barfod, Universitets- og Bygningsstyrelsen, mail: cob@ubst.dk, telefon: 3395 1222.
Teknisk direktør Carsten Thinggaard, Københavns Universitet, mail: cth@adm.ku.dk, telefon: 3532 2781, mobil: 2875 2782.
Sekretariatsleder Jette Miller, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, mail: jmil@science.ku.dk, mobil: 2875 0503.
Handlinger tilknyttet webside