Økonomiske konsekvenser af ny lægeuddannelse
-Vi gennemfører nu af hensyn til de studerende og universiteterne den planlagte beslutningsproces i regeringen omkring en evt. ny lægeuddannelse ved Aalborg Universitet, siger videnskabsminister Helge Sander.
Udmeldingen kommer på baggrund af den forlængelse, der er sket med hensyn til Akkrediteringsrådets behandling af ansøgningen fra Aalborg Universitet.
Regeringen vil – sideløbende med Akkrediteringsrådets behandling af ansøgningen – færdiggøre vurderingen af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved en eventuel ny lægeuddannelse på Aalborg Universitet. Dette er nødvendigt, inden en endelig beslutning kan træffes.
Beslutningen baseres på prognoser for det fremtidige behov for læger i Danmark og en vurdering af de økonomiske omkostninger ved en ny lægeuddannelse.
– Ved at fortsætte den planlagte beslutningsproces i regeringen nu undgår vi yderligere forsinkelser i forhold til en evt. endelig godkendelse.
– Det er væsentligt, da vi netop i disse måneder færdiggør materialet til de studerende til brug for den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser til sommer, siger videnskabsministeren.
Akkrediteringsrådet udskød på sit seneste møde stillingtagen til en ansøgning om at etablere kandidatuddannelse i medicin ved Aalborg Universitet. Rådets næste møde er planlagt til fredag den 5. marts.
Yderligere kommentarer fra videnskabsminister Helge Sander fås ved henvendelse til informationschef Allan Boldt, tlf.: 3392 9739, abo@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside