Pris for levende formidling af Danmarkshistorien
Danmarkshistorien.dk får prisen for at være en banebrydende nyskabelse inden for webbaseret forskningsformidling, hvor internettets muligheder udnyttes til fulde. Alt materiale på Danmarkshistorien.dk er forfattet eller redigeret af forskere og formidler den nyeste forskning. Dermed er der tale om et projekt, der både kommunikerer på nytænkende vis og har meget høj faglighed.
– Danmarkshistorien.dk's indsats for at formidle vores historie og fælles kulturarv på en medrivende og involverende måde har stor værdi for os alle. Det er dejligt at opleve Danmarkshistorien blive levendegjort på den måde, og samtidig har websitet rigtigt mange brugere. Danmarkshistorien.dk er et fantastisk initiativ, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
H.K.H. Kronprinsesse Mary overrakte prisen på Tycho Brahe Planetarium i København ved et arrangement, der samtidig markerede startskuddet til den landsdækkende forskningsfestival Forskningens Døgn, der finder sted den 22., 23. og 24. april.
Forskningskommunikationsprisen uddeles årligt til en forsker, som gennem kompetent formidling formår at få sin forskning ud til et bredt publikum.
– Alle vi i Danmarkshistorien.dk er lykkelige for den anerkendelse af vort arbejde, som prisen er udtryk for. Den er ekstra vigtig for et projekt som dette, der jo er i stadig udvikling og i så høj grad er baseret på de frivillige medarbejderes entusiasme, siger lektor Søren Hein Rasmussen.
I alt var 26 kandidater indstillet til Forskningskommunikationsprisen 2010.
Yderligere oplysninger: Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen gennem pressemedarbejder Charlotte Holst, chhh@vtu.dk, 7226 5584, 2211 0200.
Lektor Søren Hein Rasmussen, hisshr@hum.au.dk, 8942 2034, 2759 6013.
Projektleder Anne Sørensen, hisais@hum.au.dk, 8942 2071.
Handlinger tilknyttet webside