Minister beder om hurtig redegørelse i Penkowa-sagen
03. februar 2011
Københavns Universitet har nu indgivet en anmeldelse til Københavns Politi af forskeren Milena Penkowa efter, at der er stærke mistanker om, at forskeren har lavet dokumentfalsk i forbindelse med sin forskning.
– I lyset af udviklingen i sagen har jeg bedt Københavns Universitet i løbet af den kommende uge lave en hurtig redegørelse om den videre håndtering af sagen. Det er en beklagelig og ulykkelig sag, som jeg håber på en snarlig afklaring af, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
København Universitet har oplyst, at det udover politianmeldelsen vil anmode forskeren om at trække en videnskabelig artikel tilbage, samt at det vil rådføre sig med forskningsrådene om, hvordan det bedst muligt får gennemgået forskerens resultater.
– Både den seneste udvikling og hele forhistorien er meget usædvanlig. En sag som denne gavner ingen. Vi skal derfor hurtigst muligt have fundet ud af, hvad der er op og ned i sagen. Det er der brug for af hensyn til hele forskningsverdenen. Jeg synes derfor, at det er en god idé, at Københavns Universitet nu rådfører sig med forskningsrådene om den videre proces, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skal i samråd om sagen torsdag d. 10. februar kl. 13.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem pressemedarbejder Charlotte Holst på 2211 0200 eller chhh@vtu.dk.
Handlinger tilknyttet webside