Få svar på ofte stillede spørgsmål om indstillinger
(Hvis siden ikke vises korrekt, prøv da at acceptere alle cookies)
Hvornår offentliggøres opslaget for EliteForsk?
Opslag for både EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier offentliggøres i begyndelsen af marts året før offentliggørelsen af modtagerne.
Hvornår er der frist for indstilling af kandidater?
For både EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier er der frist for indstilling af kandidater medio maj året før offentliggørelsen af modtagerne.
Hvad består indstillingen af?
For både EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier består indstillingen af en faglig begrundelse samt bilag med CV og publikationsliste.
Hvor lange må bilagene være?
For indstillinger til EliteForsk-prisen må bilag med CV og publikationsliste tilsammen ikke overstige fem sider.
Hvordan skal bilagene vedhæftes?
For indstillinger til EliteForsk-prisen skal bilag A og B vedhæftes hver for sig. Men må samlet ikke overstige fem sider.
Tælles overskrift og underskrift med i bilag A?
Nej, angivelsen af antal tegn inkl. mellemrum dækker brødteksten. Overskrift og underskrift tæller ikke med. Dette gælder både for EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier.
Kan afholdt graviditets, barsels-, fædre- og forældreorlov trækkes fra ph.d.-alderen?
For både EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier kan du i forbindelse med graviditets-, barsels, fædre- samt forældreorlov efter erhvervelse af ph.d.-graden trække antal faktisk afholdte orlovsuger gange 2 fra din ph.d.-alder. Har du f.eks. afholdt fire ugers forældreorlov kan du trække otte uger fra din ph.d.-alder.
Barselsorlov dækker både graviditetsorlov, barselsorlov, fædreorlov samt forældreorlov efter fødsel og forældreorlov afholdt senere.
Graviditets-, barsels, fædre- samt forældreorlov skal også oplyses i CV’et.
Hvad omfatter barsels- og forældreorlov?
I barsels- og forældreorloven medregnes både de 4-6 uger før fødslen (graviditetsorlov), barselsorlov efter fødsel og forældreorlov. De 14 dages fædreorlov tæller således med, ligesom forældreorlov, der afholdes senere også kan tælles med. Dette gælder både for EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier.
Kan sygeorlov fratrækkes alderen?
Sygeorlov kan ikke fratrækkes alderen. Dette gælder både for EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier.
Hvem kan indstille en kandidat?
Indstillinger til EliteForsk-prisen indsendes af universiteter, forskningsinstitutioner og private virksomheder med forskningsaktiviteter. Den indstillede kandidat skal være i et ansættelsesforhold ved den institution/organisation, som indstiller.
Kandidater kan ikke bringe sig selv i forslag.
Indstillinger til EliteForsk-rejsestipendierne indsendes af ph.d.-gradsgivende institutioner. Den indstillede kandidat skal være indskrevet ved institutionen.
Kandidater kan ikke bringe sig selv i forslag.
Hvem kan indstilles?
EliteForsk-priserne uddeles til yngre forskere i international særklasse, som på særlig vis bidrager til at styrke dansk forskning. Prismodtagere skal have modtaget sin ph.d.-grad eller tilsvarende kvalifikationer inden for de seneste 15 år forud for uddelingstidspunktet. Prismodtagere kan komme i betragtning inden for alle videnskabelige områder.
Kandidater kan ikke bringe sig selv i forslag.
Da EliteForsk-rejsestipendiet skal anvendes i tilknytning til forskeruddannelsen, skal de indstillede kandidater på tidspunktet for indstillingsfristen have mindst 1½ år tilbage af ph.d.-forløbet (inkl. forsvar).
Kandidater kan ikke bringe sig selv i forslag.
Kan man indstille en erhvervs ph.d.-studerende til EliteForsk-rejsestipendiet?
Ja, så længe den erhvervs ph.d.-studerende er indskrevet ved ph.d.-gradsgivende institution, og det er den institution, der indstiller vedkommende.
Hvordan angives slutdato på ph.d.-forløbet til EliteForsk-rejsestipendiet?
Hele ph.d.-forløbet er inkl. forsvar af ph.d.-projektet. Da man jo ofte ikke kender dato for forsvaret, kan der i praksis lægges tre måneder til afleveringsdatoen.
Hvornår kan jeg forvente svar på, om jeg modtager en EliteForsk-bevilling?
Modtager du en EliteForsk-pris eller et EliteForsk-rejsestipendium, vil du få et personligt svar fra uddannelses- og forskningsministeren i november året før prisuddelingen.
Få svar på ofte stillede spørgsmål om bevillinger
Hvornår offentliggøres årets modtagere af EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier?
Ved EliteForsk-prisuddelingen. Der udsendes personlige invitationer fra uddannelses- og forskningsministeren.
Hvad udgør bevillingsgrundlaget?
For EliteForsk-prisen består bevillingsgrundlaget i sin helhed af bevillingsbrevet, vejledningen ’Vilkår for bevillinger’ og ’Opslag: EliteForsk-prisen ’ i det år, man er indstillet. Bevillingsbrevet fremsendes i e-grant.
For EliteForsk-rejsestipendier består bevillingsgrundlaget i sin helhed af bevillingsbrevet, vejledningen ’Vilkår for bevillinger’ og ’Opslag: EliteForsk-rejsestipendier’ i det år, man er indstillet.
Bevillingsbrevet fremsendes i e-grant.
Hvordan og hvornår udbetales prisen/rejsestipendiet?
EliteForsk-prisen er en rammebevilling. Bevillinger omfattet af reglerne i 'Vilkår for bevillinger', og udbetales automatisk. Bevillingen sendes automatisk til udbetaling via e-grant efter modtagelse af ’Accept af tilsagn’. Første udbetaling sker tre måneder efter projektets startdato og udgør 85% af den samlede bevilling svarende til kr. 850.0000.
Der tilbageholdes 15% af bevillingen, som først udbetales efter indsendelse og godkendelse af slutregnskab og slutrapport.
EliteForsk-rejsestipendiet er en rammebevilling. Bevillinger omfattet af reglerne i 'Vilkår for bevillinger', og udbetales automatisk. Bevillingen sendes automatisk til udbetaling via e-grant efter modtagelse af ’Accept af tilsagn’ Første udbetaling sker tre måneder efter projektets startdato og udgør 85% af den samlede bevilling svarende til kr. 170.000.
Der tilbageholdes 15% af bevillingen, som først udbetales efter indsendelse og godkendelse af slutregnskab og slutrapport.
Hvornår udbetales den personlige hæderspris til EliteForsk-prismodtagerne?
Den personlige hæderspris udgør 200.000 kr. og udbetales kort efter EliteForsk-prisuddelingen.
Skal der betales skat af den personlige hæderspris?
Ja. Hædersprisen vil ikke blive fratrukket skat inden overførslen. Prismodtageren har selv ansvar for at forskudsregistrere hædersprisen på kr. 200.000 til Skat, da beløbet er skattepligtigt ifølge de gældende regler i ligningslovens §7 0.
Skal der indsendes slutregnskab, og hvad er kravene til slutregnskabet?
For både EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier skal der senest tre måneder efter bevillingsperiodens udløb indsendes et slutregnskab.
For alle sager publiceret i e-grant skal der indsendes et slutregnskab via blanketterne tilknyttet de enkelte bevillingssager. Til slutregnskabet skal der bruges et regnskabsskema, der uploades via blanketten.
Når der aflægges regnskab, skal nyeste version af regnskabsskemaet benyttes.
Skal der indsendes slutrapport, og hvad er kravene til slutrapporten?
For EliteForsk-prisen skal der indsendes en slutrapport (redegørelse) senest tre måneder efter bevillingsperiodens udløb.
Slutrapporten er en skriftlig redegørelse af, hvordan bevillingen er anvendt samt oplysninger om, hvilken betydning modtagelsen af EliteForsk-prisen har haft for prismodtageren. Der er ikke et særligt skema eller særlige formkrav til slutrapporten.
Slutrapporten skal indsendes via e-grant.
For EliteForsk-rejsestipendierne skal der indsendes en slutrapport (redegørelse) senest tre måneder efter bevillingsperiodens udløb. For alle sager publiceret i e-grant skal der indsendes en slutrapport via blanketterne tilknyttet den enkelte bevilling.
Hvad er bevillingsperioden?
For EliteForsk-prisen forventes bevillingen anvendt inden for en treårig periode. Bevillingsperioden træder i kraft den 1. januar i det år bevillingen offentliggøres ved EliteForsk-prisuddelingen.
For EliteForsk-rejsestipendierne forventes bevillingen anvendt inden for en toårig periode. Bevillingen skal anvendes inden for bevillingsperiodens udløb. Afsluttes ph.d.-forløbet inden bevillingens udløb, skal bevilling bruges inden stipendiatens ph.d.-forsvar. For EliteForsk-rejsestipendiet er bevillingsperiodens startdato 1. januar det år modtageren offentliggøres, og slutdato er den 31. december det efterfølgende år. I alt to år.
Kan man søge om ændring af bevillingsperioden?
Anmodning om ændring af bevillingsperioden, herunder bevillingsforlængelse/forkortelse, anføres i et skema. Skemaet benyttes også ved forlængelser pga. barsel og sygefravær. Anmodningen indsendes via e-grant. Dette gælder både for EliteForsk-prisen og EliteForsk-rejsestipendier.
Hvordan indrapporteres opgaver, ansøgning om forlængelse mm. ?
For EliteForsk-prisen administrerer bevillingsmodtagerens ansættelsessted den samlede bevilling. Al administration og indrapportering skal foregå via e-grant.
For EliteForsk-rejsestipendiet administrerer bevillingsmodtagerens ansættelsessted den samlede bevilling. Al administration og indrapportering skal foregå via e-grant.
Modtageren af EliteForsk-rejsestipendiet skal inviteres til rollen som fuldmagtshaver på sagen, så modtageren til enhver tid invitere nye kontaktpersoner. Bevillingsmodtagerens ansættelsessted skal desuden sørge for, at alle de kontaktpersoner, der har ansvar for indrapportering, har adgang til e-grant.
Kan bevillingen til rejsestipendiet bruges efter jeg har afleveret min ph.d.?
Hvis ph.d.-afhandlingen afleveres inden for bevillingsperioden, kan bevillingen bruges frem til forsvaret af afhandlingen.
Hvad menes der med ph.d.-forløb?
Med forløb menes der til og med forsvaret af ph.d.-afhandlingen.
Kan der udbetales time-dagpenge i forbindelse med studieophold dækket af rejsestipendiet?
For modtagere af EliteForsk-rejsestipendiet kan der i forbindelse med konferencedeltagelse dækkes diæter/time-dagpenge op til statens takster for det pågældende land. Takster kan findes på Økonomistyrelsens hjemmeside.
Derudover kan deltagergebyr, rejse- og opholdsomkostninger dækkes af bevillingen.
Ved længere ophold kan der ikke udbetales time-dagpenge. Rejsestipendiet kan bruges til tilskud til leje af bolig, hvis der er tale om faktiske merudgifter. Se de konkrete vilkår i bevillingsbrevet.
Hvad betyder "faktiske merudgifter i forbindelse med leje af bolig"?
EliteForsk-rejsestipendiet kan benyttes til at dække faktiske merudgifter til husleje i forbindelse med et ophold i udlandet. Er huslejen i Danmark f.eks. 500 €, og huslejen i opholdslandet er 600 €, så er det forskellen på 100 €, der opfattes som merudgifter.
Stipendiet skal således understøtte, at differencen i husleje mellem nuværende bosted og dyre byer (f.eks. New York, London m.fl.) ikke skal være afgørende for studieopholdet.
Hvad gør jeg, hvis jeg er i tvivl om, hvad bevillingen kan anvendes til i forbindelse med mit studieophold?
I Opslag: EliteForsk-rejsestipendiet, pkt. 5, er der beskrevet, hvad bevillingen kan anvendes til.
Bevillingsmodtagerens ansættelsessted administrerer den samlede bevilling til stipendiaten og kan rådgive om stipendiets anvendelse.