Eline Lorenzen

- Jeg er virkelig bekymret over, hvor lidt biodiversitetskrisen optager folk, og hvor lidt der bliver gjort for at ændre på tingene. Det er trods alt vores tusindårige fælles historie med naturen og dyrene, som er ved at bryde sammen, siger Eline Lorenzen, der er professor ved Globe Institute på Københavns Universitet.

Eline Lorenzen er naturhistoriker og hendes tværdisciplinære forskning – der strækker sig over genetik, geologi, botanik, palæontologi, økologi og klima – undersøger samspillet mellem dyr, mennesker og den natur, vi alle er en del af.

For det er afgørende med videnskabelig indsigt i vores fælles fortid igennem de seneste 15.000 år, Hvis vi skal ændre på, at verdens dyr og planter lige nu forsvinder i et tempo, der ikke er set før i menneskehedens historie.

Tænder lys, hvor vi ikke kan se noget

Gennem isbjørne-DNA og forskellige klimavariabler har hendes forskningsgruppe for eksempel påvist, at isbjørnebestanden i Arktis gennem de seneste 11.000 år er faldet dramatisk, hver eneste gang klima og miljø i deres habitat har ændret sig.

Det tegner et forholdsvis tydeligt billede af, hvordan klimaforandringer vil påvirke isbjørnebestanden i fremtiden.

-Jeg arbejder på at tænde lys i områder, hvor vi ellers ikke kan se noget. Jeg er interesseret i at se menneskets samspil med naturen fra en anden vinkel, for der er brug for en holistisk forståelse af vores udviklingshistorie som en del af naturen, forklarer Eline Lorenzen og uddyber:

Viden om dyrene, naturens og menneskenes fælles fortid kan give perspektiv på tingene og understrege, at vi er vævet sammen med naturen og dybt afhængige af dens ressourcer, hvis tingene fortsat skal fungere nogenlunde, som vi håber og tror.

Begynder på savannen

Historien om Eline Lorenzens betagelse af naturen begyndte i Sydafrika, hvor hun boede med sin familie, fra hun var 8 til 11 år.

Mødet med de overvældende landskaber og store, vilde dyr på savannen banede en direkte vej til biologistudiet og videre til forskningen i vilde dyr. I løbet af forskningskarrieren har hun arbejdet med både nulevende og uddøde dyr i Afrika, Euroasien og Nordamerika.

Eline Lorenzens forskning tager ofte afsæt i de gode samarbejder med andre videnskaber, for eksempel arkæologer, økologer og klimaforskere. For det giver langt dybere og nuancerede svar på de store evolutionære spørgsmål om vores fælles udviklingshistorie, forklarer hun:

- For mig er det både vigtigt og sjovt at koble videnskaberne, så vi sammen kan finde svar, som har langt flere lag og nuancer, end man ville kunne nå frem til selv. Det giver en virkelig fantastisk værktøjskasse at inddrage andre videnskaber.

25.000 år gamle mammutbopladser

I den sammenhæng nævner hun et nyt fascinerende projekt på grænsen mellem Ukraine og Rusland. Her har arkæologer fundet spor efter en række 25.000 år gamle bopladser bygget af mammutknogler.

Hun har med sine metoder bidraget til at samle puslespillet af fund til en nuanceret historie om, hvor tæt sammenvævet mammutjægernes og mammutternes liv var dengang.

Eline Lorenzen samarbejder også tæt med offentlige partnere, for eksempel Grønlands Naturinstitut, Norsk Polarinstitutt, Fisheries and Oceans Canada og lokale befolkningsgrupper. Her kan hendes grundforskning i dyrenes DNA og udviklingshistorie bruges i praksis til at forvalte naturen bedre.

Dyb taknemmelighed

I dag er Eline Lorenzen dybt taknemmelig over, at hun er lykkedes med at kunne forske i det, hun allerhelst vil. Hun understreger, at det aldrig var lykkedes at komme gennem det udskillelsesløb, som forskning også er, uden inspirerende samarbejder og gode mentorer, som bl.a. tæller topforsker og professor Eske Willerslev fra Globe Institute.

- Da jeg skrev ph.d., var Eske Willerslev i gang med at opbygge sin gruppe længere nede ad gangen, og det gav helt nye afgørende indsigter, da vi begyndte at samarbejde, siger hun og uddyber:

- Jeg fik tilføjet en hel palet af nye metoder til at undersøge forhistorisk materiale til mine hidtidige undersøgelser af nutidigt DNA fra dyr. Eske Willerslev var virkelig en fantastisk mentor for mig, og uden ham ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag.

I dag er Eline Lorenzen derfor meget optaget af at give den inddragende tilgang videre til sin egen forskningsgruppe, som tiltrækker forskningstalenter fra bl.a. Spanien, New Zealand og Sydafrika.  

Når Eline Lorenzen ikke nærstuderer DNA fra vilde dyr eller arbejder med at sikre, at hendes forskningsgruppe er et rigtig godt sted at være, så har familielivet fuldt fokus. Og det skal helst foregå udendørs, for der er da ikke noget værre end at sidde indenfor, mens naturen går sin gang.