European Spallation Source - verdens største mikroskop til Øresundsregionen
: 978-87-92776-26-6
: Styrelsen for Forskning og Innovation
: 32
FI-publikation
Om publikationen
I de kommende år vil en af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter blive bygget i Øresundsregionen: European Spallation Source (ESS). Det er første gang, en af Europas store forskningsfaciliteter bliver placeret nord for Hamburg.
ESS fungerer som et enormt mikroskop, der kan bruges til at undersøge materialer og materialeprøver på atomart niveau. ESS skaber helt nye muligheder for europæisk forskning – ikke mindst på det materiale- og bioteknologiske område, hvor det bliver muligt at undersøge materialer på et langt mere detaljeret niveau end tidligere.
I modsætning til mange andre store, internationale forskningsinfrastrukturer kan ESS anvendes inden for en bred vifte af forskningsområder, og ESS vil også få betydning for erhvervslivets udvikling og innovation. Med ESS bliver Danmark og Øresundsregionen samlingspunkt for nogle af verdens bedste forskere, og de vil bidrage til at bringe Danmark helt i front på det materiale- og bioteknologiske område. ESS vil på den baggrund fungere som en saltvandsindsprøjtning for forskning og innovation i Danmark.
Effekterne af ESS i Øresundsregionen opstår imidlertid ikke af sig selv. Skal dansk forskning og erhvervsliv høste gevinsten ved ESS, er det helt afgørende, at der bygges bro og etableres samspil mellem danske forskningsmiljøer, erhvervsvirksomheder og ESS. Derfor er der behov for, at vi allerede nu gør os klar til åbningen af ESS i 2019.