Kina er en stadig mere central aktør på verdenskortet for viden. Kina investerer massivt i forskning og teknologiudvikling og i uddannelse og er i dag tæt på at være det land i verden, der investerer mest i forskning og udvikling. I fokus for det dansk-kinesiske samarbejde er grøn energi, clean tech og life science.
Fundamentet for det bilaterale forsknings- og teknologisamarbejde med Kina blev lagt i et Memorandum of Understanding med det kinesiske forskningsministerium fra 2007. Samme år etablerede Uddannelses- og Forskningsministeriet et innovationscenter i Shanghai.
Kina deltager også i forskellige internationale programmer og organisationer, som kan danne ramme om samarbejde med danske partnere. Det gælder særligt Horizon Europe, som er EU’s rammeprogram for forskning og innovation i årene 2021-27. Innovationsfonden gennemfører jævnlige bilaterale opslag i samarbejdet med det kinesiske forskningsministerium.
- Læs mere om Innovation Centre Denmark Shanghai
- Læs mere om EU-samarbejde med Kina (inkl. Horizon Europe) her
- Læs mere om Innovationsfondens internationale programmer her
Mange danske universiteter har både forsknings- og uddannelsessamarbejder og strategiske samarbejdsaftaler med kinesiske partnerinstitutioner. I 2010 indgik UFM og alle otte danske universiteter derudover et uddannelses- og forskningssamarbejde under navnet Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC) med Chinese Academy of Science og University of Chinese Academy of Science (UCAS). SDC er placeret nord for Beijing.