Gå til indhold

Danmark - Sydkorea

Sydkorea har etableret sig som et vigtigt forsknings- og teknologicentrum. De seneste 20 år er landets investeringer i forskning og udvikling steget eksponentielt fra 2 % af BNP i 1999 til 4,23 % i 2017. Sydkorea er dermed det OECD-land, som investerer mest i forskning og udvikling.

Sydkorea er en stærk samarbejdspartner for Danmark og en betydningsfuld global spiller på en lang række områder. Både Sydkorea og Danmark har ambitiøse planer inden for grøn energi. Dette skaber gode synergimuligheder mellem danske og koreanske myndigheder, forskningsinstitutioner og virksomheder. Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM) indgik i 2012 en bilateral aftale med det koreanske Ministry of Education, Science and Technology (nuværende Ministry of Science and ICT). Aftalen er en del af det overordnede dansk-koreanske strategiske partnerskab, og har blandt andet banet vejen for studenterudveksling, fælles forskningsprojekter, gensidige forskerophold, videnskabelige workshops og konferencer mellem de to lande.

Desuden er der en samarbejdsaftale fra 2021 med Ministry of Oceans and Fisheries om forskningssamarbejde på det polare område. Og i september 2023 indgik UFM og EM en samarbejdsaftale om entreprenørskab og iværksætteri med Ministry of SMEs and Startups. UFM har også et innovationscenter i Seoul, som fremmer adgang til lokal viden og netværk.

Sydkorea afsluttede i marts 2024 forhandlinger med EU-kommissionen om at tilslutte sig EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe fra 2025. Sydkorea er det første asiatiske land, der tilslutter sig Horizon Europe.

UFM, Innovationsfonden og Korean Institute for Advancement of Technology (KIAT) samarbejder også i regi af EUREKA. For eksempel har Innovationsfonden indgået en samarbejdsaftale med KIAT, der yder tilskud til erhvervsrettede forsknings- og udviklingsprojekter for små og mellemstore virksomheder samt universiteter.

Kontakt

Charlotte Rohlin Bastrup
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 79 01
Email: cro@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024