Universiteternes enstrengede ledelse og rammekontrakter
Siden universitetsloven i 2003 ansættes rektor af universitetets bestyrelse, der også omfatter repræsentanter fra erhvervslivet. Bestyrelsen og rektor er ansvarlige for, at universitetet indfrier de målsætninger for forskning, uddannelse, formidling og innovation, der fremgår af det, der i dag omtales de strategiske rammekontrakter, og som de enkelte universiteter aftaler med Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det var og er hensigten, at universiteterne dermed kan foretage tværgående og strategiske prioriteringer af deres kerneopgaver.
Reformen af universiteternes ledelsesstruktur var nødvendig, men har også haft flere utilsigtede konsekvenser. Det omfatter selvpålagt administration og regulering, ledelsens fokus på hjemtag af eksterne forskningsmidler og antallet af publiceringer i ansættelsen af videnskabeligt personale frem for akademisk og faglig ledelse samt øgede administrative krav givet politisk detailstyring.
Institutionsfusioner og institutsammenlægninger
Med globaliseringsaftalen i 2006 blev forskningsinstitutionerne fusioneret fra 25 til otte universiteter og et mindre antal sektorforskningsinstitutter for at styrke universiteternes position i den internationale konkurrence om eksterne midler og forbedre myndighedsbetjeningens faglige kvalitet. Siden er mange af universiteternes institutter og fakulteter blevet sammenlagt. Sammenlægningerne har haft til hensigt at udnytte stordriftsfordele og skabe en kritisk masse af forskere og studerende.
Imidlertid kan større institutter også lide af stordriftsulemper, der øger behovet for flere ledelseslag og en større administration samtidig med at det begrænser de ansattes medbestemmelse og indflydelse.
Universiteternes finansiering
Med globaliseringsaftalen blev de offentlige investeringer i forskning og uddannelse også øget markant. Det offentlige forskningsbudget blev øget til 1 pct. af BNP og det årlige ph.d.-optag fordoblet til 2400 ph.d.-studerende frem mod 2010. Samtidig blev der opsat en målsætning om, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang skulle færdiggøre en videregående uddannelse frem mod 2015.
Siden 2010 er universiteternes offentlige basismidler til forskning og uddannelse imidlertid ikke steget yderligere. Derimod er de eksterne konkurrenceudsatte midler fra private fonde og virksomheder samt offentlige fonde og råd steget markant siden 2015 og udgør i dag omkring halvdelen af universiteternes forskningsmidler. Det betyder i praksis, at forskerne ikke kan udføre forskning uden ekstern finansiering. Tilkendegivelser fra flere private fonde tyder på, at de private fondes andel af forskningsmidlerne fortsat vil stige.
DFiR og andre har tidligere peget på, at finansieringsstrukturen udfordrer universitetsledelsens strategiske og økonomiske råderum, bredden i dansk forskning og begrænser unge forskeres mulighed for at etablere selvstændige forskningsprojekter.
Ifølge universiteternes ledelse, dækker de eksterne bevillinger, hvoraf 80 pct. tildeles 20 pct. af universiteternes forskere, ofte ikke de faktiske forskningsomkostninger og binder derfor basismidler gennem universiteternes medfinansiering. Det begrænser midlerne til de forskningsområder, der ikke kan opnå ekstern finansiering. Flere af de forsknings- og uddannelsesmiljøer, der tiltrækker færre eksterne forskningsmidler, er samtidig udsat for dimensionering af uddannelser.
Samtidig øger eksterne midler antallet af midlertidige postdoc- og adjunktstillinger tilknyttet de eksternt finansierede forskningsprojekter, mens de fastansatte lektorer har sværere ved at opnå ekstern finansiering. Endelig øger det forskernes administrative byrder og økonomiske usikkerhed og presser de unge forskertalenter til at forlade universiteterne.
DFiR undersøger
DFiR undersøger gennem samtaler med centrale stakeholders i berøring med sektoren, en institutledersurvey og analyser af eksisterende registerdata i international sammenligning om den nuværende finansieringsmodel passer alle forskningsmiljøer og om universiteternes enstrengede ledelse har tilstrækkeligt råderum til at sætte retningen for universiteternes forskning og uddannelse. Spørgsmålet er hvem der sætter retningen for dansk forskning og hvordan de gode forskningsideer prioriteres?