Gå til indhold

Innovative danske rumprojekter støttet med 35 millioner kroner i 2022

Over 20 danske virksomheder har i 2022 modtaget dansk støtte til udvikling af innovative projekter og banebrydende teknologi på rumområdet gennem den europæiske rumorganisation, ESA.


Foto: ESA

I 2022 har ESA med support fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen støttet innovation og udvikling i danske virksomheder med 35 millioner kroner igennem de såkaldte teknologiprogrammer. Støtten bidrager til, at danske rumvirksomheder forbliver i verdensklassen, når det kommer til udvikling af rumteknologi og satellitbaserede-applikationer.

Udover den finansielle støtte modtager de danske støttemodtagere også teknisk- og forretningsrådgivning fra ESA, når projekterne søsættes. ESA fungerer dermed som Danmarks kompetencecenter inden for rumområdet med sine særlige kompetencer inden for udvikling af rumteknologi og brug af rumbaseret data.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har i 2022 støttet startups såvel som etablerede rumvirksomheder fordelt over hele landet til både større og mindre projekter. Heriblandt Terma, Ticra, FieldSense og Rovsing, samt startups som Robotto, Sternula og Klimate.

Grøn innovation

Det er i høj grad virksomheder, der arbejder med grøn innovation, der i 2022 har modtaget støtte til udvikling af applikationer baseret på rumrelateret data igennem ESA’s navigations og telekommunikationsprogrammer, NAVISP og ARTES.

Det gælder eksempelvis et projekt, hvor brugen af satellitbaseret navigationsdata, kunstig intelligens og billeder taget automatisk fra offentlige køretøjer bruges til proaktiv vedligeholdelse af veje, fortove og bygninger. Projektet gør dermed almen monitorering overflødig samt sikrer, at det er de mest udsatte veje, fortove og bygninger der prioriteres.

Flere af de støttede projekter har CO2-lagring som omdrejningspunkt. En startup har eksempelvis fået støtte til at påbegynde udviklingen af en app til landmænd. Ved brug af jordobservationsdata skal app’en gøre det muligt for landmænd at overvåge in- og outflux af CO2 i landbruget – data og viden landmanden kan bruge til eksempelvis afrapportering og forbedringer.

Rumteknologi i verdensklasse

Flere innovative projekter blev støttet i 2022 igennem ESA’s program for generel teknologiudvikling, GSTP. 

Et af de støttede projekter skal blandt andet understøtte astronauters sikkerhed i rummet, når de gør brug af robotarme eller i robotarmes automatiserede opgaver i rummet. Virksomheden vil udvikle et ”smart skin” til robotarme, der er et letvægtsmateriale og som understøtter robot-armens fleksibilitet, bidrager med flere sikkerhedsfunktioner samt sørger for nødvendig varmetransport og støvbeskyttelse.

En anden virksomhed er blevet støttet i sin udvikling af en softwarepakke der, ved brug af kunstig intelligens, skal løse et bredt udvalg af antenne-relaterede udfordringer, som i tiltagene grad efterspørges globalt.

Gode muligheder for danske virksomheder – også i 2023

I 2023 vil der igen være støttemuligheder blandt ESA’s teknologiprogrammer. Disse muligheder vil blive slået op løbene på nyhedsbrevet ”Brug rummet” og på Brug rummets LinkedIn.

Derudover kan danske rumaktører læse om øvrige støttemuligheder på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside for rumområdet.

Kontakt

Dennis Jorch Dehn Klarskov Kristensen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318877
Email: djdk@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024