Gå til indhold

Aarhus universitet udnævnt til medlem af Copernicus Academy

Aarhus Universitet er netop blevet udnævnt til det første danske medlem af Copernicus Adacemy af Europa Kommissionen. Copernicus Academy skal opbygge kompetencer i medlemslandene til at udnytte de mange nye data fra rummet.

Europa Kommissionens jordobservationsprogram Copernicus øger netop nu mængden, kvaliteten og leveringstiden af frit tilgængelige data om jorden. De mange nye data kommer fra avancerede satellitter og utallige målestationer til lands, til vands og i luften og skal hjælpe os med at holde øje med og passe på vores Jord.

Europa Kommissionen ønsker, at der opbygges kompetencer i medlemslandene til at udnytte de mange data og har derfor oprettet Copernicus Academy, der forbinder europæiske universiteter, forskningsinstitutter, handelshøjskoler og både private og ikke-statslige organisationer.

Målet med netværket er at udvikle foredrag, workshops og kurser samt undervisningsmateriale til at klæde den næste generation af forskere, videnskabsfolk og entreprenører på til at udnytte Copernicus data og informationer til deres fulde potentiale.

Aarhus Universitet vil i samarbejde med andre danske aktører i SpaceAcademy@DK bidrage til, at der opbygges kompetencer i Danmark til at udnytte de mange data, der kommer fra Copernicus programmet.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024