Gå til indhold

Andreas Mogensens rumkapsel er landet i Danmark

Det er med stor glæde, at Danmarks Tekniske Museum har modtaget rumkapslen, der sendte Danmarks første astronaut Andreas Mogensen ud i rummet, Soyuz rumkapslen TMA-18M.

Efter 2 års intenst arbejde er det lykkedes Danmarks Tekniske Museum at bringe dette stykke danmarkshistorie ind i museets samling. Projektet er realiseret i et tæt samarbejde med Danmarks ambassade i Rusland, astronaut Andreas Mogensen, russiske og danske samarbejdspartnere, og ikke mindst med omfattende økonomiske støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Kontoret Rum, under Uddannelses- og Forskningsministeriet, har som ansvarlig myndighed på rumområdet hjulpet Danmarks Tekniske Museum med kontakten til de internationale samarbejdspartnere.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind udtaler:
”Andreas Mogensens Soyuz rumkapsel er et billede på en stor begivenhed i danmarkshistorien – den første dansker i rummet. Vi har gennem den europæiske rumorganisation ESA deltaget i samarbejdet om den internationale rumstation i over 20 år, og Andreas’ rumkapsel er et håndfast bevis på dette samarbejde og på Danmarks store arbejde på rumområdet. Jeg glæder mig til at se, hvordan Danmarks Tekniske Museum de kommende år vil benytte kapslen til at skabe fascination, så interessen for naturvidenskab styrkes i Danmark”.

Den 8. maj kl. 11.00 åbner Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og astronaut Andreas Mogensen sammen med Kulturminister Mette Bock udstillingen RUMMET TUR-RETUR på Danmarks Tekniske Museum, med Andreas´ rumkapsel som det centrale omdrejningspunkt.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024