Gå til indhold

ESA indkalder ansøgninger til tre nye Mission Advisory Groups (MAGs)

Tre ud af i alt 21 forslag er blevet udvalgt som potentielle kandidater til ESAs tiende Earth Explorer mission. ESA opretter derfor nu en ekspertgruppe – en såkaldt Mission Advisory Group – for hver af de tre kandidatmissioner.

Earth Explorerne er ESAs videnskabelige satellitmissioner indenfor jordobservation, som alle er beregnet på udforskning af jorden. Der er hidtil opsendt 5 Earth Explorer missioner mens 4 missioner er på forskellige udviklingsstadier frem mod en opsendelse.

På baggrund af anbefalingerne fra ESAs rådgivende komité ACEO (Advisory Committee for Earth Observation) er det blevet besluttet at fortsætte de indledende undersøgelser af tre af forslagene til en ny tiende Earth Explorer mission. Det drejer sig om de tre missionsforslag Stereoid, Daedalus og G-Class.

Steroid vil ved hjælp af en særlig radar teknik kunne måle små ændringer i havenes overflade, i gletsjere og i jordens overflade.

Daedalus vil være udstyret med en række instrumenter, der kan foretage målinger af forskellige processer i området mellem jordens øvre atmosfære og rummet, med henblik på en kvantificering af mængden af energi aflejret i dette område.

G-Class vil ved hjælp af en særlig radar teknik og en placering af satellitten i en geosynkron bane kunne levere døgnmålinger af processerne i vandets cyklus over Afrika og Middelhavsområdet og derved kunne forbedre muligheden for at forudsige f.eks. nedbør, oversvømmelser og jordskred.

ESA åbnede for ansøgninger til de tre MAG grupper den 28. september og der kan søges indtil den 31. oktober 2018.

Kontakt

Anne Birgitte Klitgaard
Fuldmægtig
Tlf.: 72318242
Email: ak@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024