Henvendelser til den danske rum-hotline til ESA har indtil videre ført til at fire danske projekter har modtaget gratis rådgivning fra ESA's eksperter. Projekterne handler om udviklingen af komponenter til cubesats, telekommunikations-satellitter over Arktis og nye ideer til mekanisme arme til brug i rummet.
Den danske rum-hotline til ESA blev oprettet i slutningen af 2016 og er et initiativ i regeringens rumstrategi fra samme år.
ESA vurderer, at hotlinen opfylder sit formål som en højt-specialiseret hotline for teknologisk rådgivning til danske virksomheder, forskere og iværksættere, som enten allerede arbejder med rum eller kommer med ideer til rumudstyr med inspiration fra andre teknologiområder fx industriel design.
De danske ”kunder” er gennem hotlinen sikker på at finde de rigtige samtalepartnere og får direkte adgang til en højt-kvalificeret rådgivning af både tekniske og kommercielle aspekter af projekterne.
ESA inspireres til gengæld af ideerne, som i sidste ende kan finde udviklingsstøtte i et af ESA’s teknologiprogrammer, som støttes af Danmark, eller ende med at komme på listen over udviklingsprojekter, som ESA selv vælger at støtte.