Gå til indhold

Dansk hold vinder FIRST LEGO League Skandinavien

FIRST LEGO League er et verdensomspændende konkurrence i teknologi, innovation og marketing for børn, med en hoved- og en juniorkonkurrence. Deltagerne skulle lave innovative løsninger til problemer, designe og programmere en LEGO® MINDSTORMS®-robot samt markedsføre løsningen og deres hold.

 

Dette års konkurrence blev afholdt i 88 lande med i alt omkring 280.000 deltagere. ESA er partner i dette års FIRST LEGO League med temaet ”Into Orbit” for hovedkonkurrencen som er for børn i alderen 10 til 16 år, og ”Mission Moon” i junior konkurrencen for børn i alderen 6 til 9 år.

I Skandinavien var 44 turneringsbyer, hvor holdene kunne deltage. Vinderne af disse konkurrencer rejste sidste weekend til Oslo til den skandinaviske finale. Den skandinaviske finale blev afholdt i Oslo i Norge, lørdag den 1. december.

Vinderne af den skandinaviske finale var det danske hold Nxt Ev3lution fra Billund. Nxt Ev3lution havde udviklet en dragt, der har til formål at simulere Jordens tyngdekraft ved hjælp af elastikker. Nxt Ev3lution var det hold, der samlet set fik flest point i finalen. I april 2019 rejser Nxt Ev3lution til USA for at deltage i verdensmesterskaberne.

Mad, sundhed, skrald og liv i rummet

Mange af grupperne valgte mad og ernæring, motion og forebyggelse af knogle- og muskeltab, søvn og mental sundhed, eller genanvendelse og kompostering som deres udfordringer i rummet, som problematikker, der skulle løses.

Nogle grupper valgte at bruge insekt larver som mad og hjælp til genanvendelse. Gruppen Space Worms fra Sorø præsenterede forskellige retter med melorme og hvordan man kan bruge dem som kompost-mad. Space Hawks fra Helgeland i Norge brugte grønne mikro-alger som en kilde til proteiner, fedtsyrer, vitaminer og mineraler i rummet.

For at undgå bevægelsessyge, har Kometkameratane fra Fjordane i Norge udtænkt nogle elektroniske enheder, der via nano-teknologi vil kunne ændre retningen for hårene i det menneskelige vestibulære system (vestibulær-sansen registrerer bevægelser) i henhold til rumfartøjets retning.

Månemissioner for junior grupperne

Junior grupperne skulle også definere deres egne spørgsmål og løsning på et problem, som de skulle bygge i Lego. Med ”Mission Moon”, viste junior grupperne løsningsforslag til at etablerer liv på Månen.

Team Marshmellow fra Tromsø i Norge programmerede en enhed, der automatisk leverede farvekodede forsyninger til en Månebase.

De danske vindere

Semifinalerne og finalen i robotturneringen blev vist på en stor skærm til et heppende og jublende publikum i arenaen. Forhindringsbanen i finalen omfattede udfordrende opgaver for robotterne, som f.eks. opsendelse af et rumfartøj, redningsaktion af en Lego-astronaut, rydning af pladsaffald og indsamling af meteoritprøver.

Nxt Ev3lution fra Billund i Danmark, havde den højeste samlede score i konkurrencen og er vinderne i den skandinaviske First Lego League 2018. De danske vinderes problemstilling var, at når astronauterne er i rummet mister de 15 pct. muskelmasse hver måned, hvis de ikke dyrker den nødvendige motion. Nxt Ev3lution har derfor lavet en dragt, der simulerer jordens tyngdekraft og den effekt, den har på menneskets muskel- og knoglemasse. Dragten vil derfor kunne skære den daglige træning ned med ca. 50 pct. og derfor give astronauterne mere tid til at udføre eksperimenter i rummet.  

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024