I skarp konkurrence med modkandidaten SKIM blev FORUM (Far-infrared Outgoing Radiation Understanding and Monitoring) den 24. september valgt som ESA’s niende såkaldte Earth Explorer mission.
Efter en længere udvælgelsesproces endte ESA’s rådgivende komité ACEO (Advisory Committee for Earth Observation) med at anbefale FORUM missionen.
Jordens overfladetemperatur er afhængig af strålingsbalancen i den øverste atmosfære. Denne strålingsbalance afhænger imidlertid af omfanget af drivhusgasser, da disse opfanger varme, som ellers ville blive afgivet videre ud i rummet fra atmosfæren. Varmeudstrålingen omfatter hele det infrarøde, elektromagnetiske spektrum, hvor omfanget af udstrålingen i den fjerne del af dette spektrum afhænger af omfanget af tilstedeværelsen af vanddamp og iskrystaller i atmosfæren.
FORUM vil som noget helt nyt måle på den fjerne del af det infrarøde spektrum, hvilket vil give forskerne helt nye data som input til en bedre forståelse af jordens energibalance. Disse data kan bidrage til forbedrede klimamodeller og dermed bedre forudsigelser af ændringer i jordens overfladetemperatur.
ESA planlægger at opsende FORUM i 2026.