Hvis du har en kandidat grad har du mulighed for at søge ind på ESA’s praktikophold YGT (Young Graduate Trainee). Opholdet varer i et år og giver praktikanten unikke muligheder og erfaringer i udvikling og drift af rummissioner. Praktikopholdet i ESA giver praktikanten gode muligheder for efterfølgende at arbejde i Europas rum-industri, forskellige forsknings virksomheder og selvfølgelig også i ESA.
Muligheden for at ansøge om et praktikophold hos ESA finder sted én gang om året i medio november og er åben en måned frem. Der eksisterer et krav om, at ansøgeren har færdiggjort sin kandidat uddannelse inden praktikopholdet starter. Ansøgeren skal være fra et af ESA medlemsstater, såsom Danmark.
I alt udbydes 100 forskellige praktikophold, der hovedsageligt er tiltænkt ingeniører og fysikere, kandidater i informationsteknologi, naturvidenskab eller samfundsvidenskab herunder også de erhvervsøkonomiske uddannelser (business). Det er muligt både at arbejde med planlægning, strategi og kommunikation så vel som teknik og ingeniørvidenskab.
I 2016 var den danske Bastian Jeppesen en del af ESA’s YGT-program. Bastian Jeppesen har herunder givet en beretning om hans praktikophold.
I sensommeren 2015 fik Danmark sendt sin første astronaut ud i rummet. Jeg var selv lige blevet færdig på uni og var derfor godt i gang med at søge mit første job. Da jeg altid har været fascineret af rummet og havde fulgt ivrigt med i Andreas Mogensens rummission Iriss, satte jeg mig for at undersøge hvilke jobmuligheder, der var i den Europæiske rumorganisation, ESA. Som nyuddannet og med en baggrund i forvaltning havde jeg ikke de store forventninger, men til min glæde fandt jeg ud af, at ESA havde et Young Graduate Traniee (YGT) progam med et par administrative stillinger blandt de øvrige og mere tekniske stillingsopslag.
Præcis et år efter Andreas Mogensens opsendelse havde jeg min første arbejdsdag i ESA’s hovedkvarter i Paris. Jeg var placeret i ESA’s stragiafdeling, hvor jeg blev tilknyttet afdelingens arbejde med organisationsudvikling, CSR politik og risikovurdering i organisationen. Som YGT fik jeg hurtigt mulighed for at se hvordan arbejdet i en stor international organisation fungerer i praksis og rig mulighed for selv at komme med ideer og input til arbejdet.
ESA er en bureaukratisk maskine, hvilket er nødvendigt, når man har 22 medlemslande, der ved flere lejligheder enstemmigt skal beslutte bl.a. hvilke rumprogrammer, der skal satses på i fremtiden. Samtidig er det en organisation, der konstant er i forandring, og som ikke bare skal følge med udviklingen, men drive den. Med min baggrund har det derfor været utrolig interessant at få lov til at følge arbejdet, der er med til at forme den Europæiske rumdagsorden og som er med til at skabe rammerne for de kernemedarbejdere, som er med til at udvikle rumprogrammerne.
Danmark er på nuværende tidspunkt et af de lande, der er underrepræsenteret i forhold til antallet af ansatte i organisationen, hvis man sammenligner med de andre medlemslande. Derfor er der også et ønske fra ESA’s side, om at ansætte flere danskere med de nødvendige kvalifikationer. Efter halvandet år fik jeg selv mulighed for at søge en fast stilling, og i dag arbejder jeg i det som svarer til ESA’s departement, et arbejde jeg aldrig havde turde drømme om at få, da jeg startede som YGT.
Jeg kan varmt anbefale ESA’s YGT program, både for jer som har læst forvaltning, jura, medicin mm. Og så selvfølgelig for jer, som har en ingeniør eller anden teknisk baggrund, da ESA giver mulighed for at arbejde indenfor alle aspekter af rummet.
(Et særligt tak til Bastian Aagaard Jeppesen for at bidrage med denne nyhed)