Gå til indhold

Nyt dansk Copernicus use case-katalog på vej - få jeres anvendelse med

Der er i dag flere innovative anvendelser af Copernicus-satellitdata. Samtidig er der et uudnyttet potentiale for, at flere offentlige myndigheder og private virksomheder kan udnytte de frie satellitdata til nye kendte og ukendte formål. Bidrag senest 15. november med din case og inspirer andre.

Det danske Copernicus Udvalg vil gerne skubbe anvendelsen videre – derfor indsamler de alle kendte anvendelser for at få disse beskrevet, så andre kan blive inspireret.

Formand for udvalget, Georg Bergeton Larsen, opfordrer: ”Har I eksempler – store som små – på, at I anvender Copernicus-data eller –tjenester, så send os en beskrivelse på en - to sider, så er der gode muligheder for, at vi tager præsentationen med i et nyt danske katalog med satellitanvendelser. I opfordres til at indsende en kort beskrivelse af jeres anvendelse, før I giver jer i kast med at skrive en færdig beskrivelse, da der vil ske en udvælgelse af de indkomne forslag.”

Bag det nye case-katalog står Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) og Københavns Kommune. Projektet er støttet med begrænsede midler af Framework Partnership Agreement "Copernicus User Uptake" – FPCUP og er således afhængigt af frivilligt bidrag til at lave beskrivelserne.

Copernicus Udvalget har udsendt en skrivevejledning, hvoraf det fremgår, at eksemplerne kan omfatte små såvel som store gennemprøvede operationelle anvendelser. Alle eksempler er velkomne. Du kan også lade dig inspirere af publikationen ”The ever growing use of Copernicus”, som EU kommissionen har udgivet.

Use case-kataloget skal henvende sig bredt og forventes at beskrive anvendelser inden for forskning og udvikling, offentlige anvendelser (kommunal, regional, national, international) og private firmaer.

Er du i tvivl,  om jeres idé er relevant, så tøv ikke med at kontakte formanden for udvalget.

Beskrivelser skal også sendes til formand for Copernicus Udvalget, Georg Bergeton Larsen på . Du er også velkommen til at ringe på 22 19 23 80, hvis du har spørgsmål.

Deadline for at få jeres anvendelse med i kataloget er den 15. november 2019. Herefter vil der foregå en editeringsproces frem mod en forventet udgivelse af kataloget i første kvartal 2020.

 

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024