ESA astronaut Andreas Mogensen var taget fra Houston til Aalborg for at åbne Kortdage med sin personlige fortælling fra Den Internationale Rumstation og om at se Jorden fra rummet. Talen blev starten på tre dage, der bl.a. satte fokus på, hvordan vi kan udnytte satellitdata her på Jorden. Rumsporet på Kortdage var arrangeret et samarbejde mellem arrangøren Geoforum, Styrelsen for Forskning og Uddannelse og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
Første dags rumspor satte fokus på rumområdet anno 2018 og videregav den nyeste viden om potentialet for vækst i rumerhvervet og status for EU's store satellitprogrammer, Copernicus og Galileo. På førstedagen var der også oplæg om de første anvendelser i kommuner og en præsentation af det nye testbed for præcisionspositionering i Aarhus kommune (TAPAS). Næste dag blev der sat fokus på uddannelse og behovet for at lette adgangen til at bruge satellitdata i undervisningen i gymnasiet. Den tredje dag præsenterede to europæiske konsortier (ONDA og WEKEO) deres DIAS platforme (Copernicus Data and Information Access Services) for gratis jordobservationsdata fra EU's’ Copernicus program.
Geodataprisen blev også uddelt Kortdage og gik i år til web-applikationen CorpSAT. På CropSAT.dk kan landmanden udarbejde et gradueret kvælstoftildelingskort til traktorens computer. På baggrund af et vegetationsindeks, som er beregnet ud fra satellitbilleder, kan landmanden se, hvordan biomassen varierer inden for og mellem marker.
Også Kortdages gymnasiekonkurrence havde fokus på rummet. Her vandt Helsingør gymnasium med deres forslag til en satellittelefon til "Nomader i Sahel".
Kontoret Rum i Styrelsen for Forskning og Uddannelse, der var medarrangør af rumsporet, var tilfreds med årets omfattende rumspor:
”Rummet eller rettere satellitdata er en væsentlig del af fremtiden for geodata-branchen. Statslige myndigheder og visse kommercielle virksomheder bruger allerede den voksende mængde af både navigationsdata og optiske billeder af jorden. Næste skridt må være at åbne datasporet for danske kommuner. Et første og vigtigt skridt er allerede taget med nye gratis og lettilgængelige dataplatforme. Det næste skridt må være at få satellitterne ind på uddannelser og ikke mindst efteruddannelseskurser til de medarbejdere, som til daglig arbejder med kort i Danmark.”
- Se program og fotos fra Kortdage
- Se oplæggene fra Kortdage
- Nomader i Sahel
- CropSAT
- ONDA
- WEKEO
- EU om DIAS