I analysen ”Danske virksomheder i EU's digitale top” konstaterer Danmarks Statistik, at de danske virksomheder fortsat ligger højt på EU’s digitaliseringsindeks, som måler anvendelsen af de basale IT-teknologier.
Siden 2015 har danske virksomheder været blandt de mest digitaliserede i EU, når det fx gælder adgang til internet, IT-kompetencer, annoncering på internettet og E-salg.
Danmarks Statistik advarer dog om, at Danmark ikke har samme førerposition, når det gælder brugen af en række mere avancerede digitale teknologier, som ikke normalt indgår i EU's digitaliseringsindeks.
For bedre at kunne følge danske virksomheders reelle digitaliseringsgrad i årene frem over arbejder Danmarks Statistik derfor sammen med Erhvervsstyrelsen på at opbygge et dansk digitaliseringsindeks, der som et supplement til EU's digitaliseringsindeks fremover skal måle udviklingen i danske virksomheders anvendelse af de avancerede digitale teknologier.
I en første analyse har Danmarks Statistik valgt at sætte fokus på anvendelsen af i alt seks avancerede teknologier. Satellitbaserede tjenester er en af dem. Danmarks Statistik har siden offentliggørelsen af regeringens rumstrategi i 2016 målt danske virksomheders anvendelse af satellitbaserede tjenester i den årlige survey om virksomheders IT-anvendelse.
I analysen konkluderer Danmarks Statistik, at satellitbaserede tjenester er blandt de avancerede teknologier, som danske virksomheder anvender mest.