Gå til indhold

Få indblik i rumvirksomheden Terma

Med produkter inden for elektronik, sensorer, software og ekspertservices dækker Terma rumområdet bredt. Terma var leder af det hidtil største og dyreste danske rumprojekt, ASIM, der blev sendt til ISS i april 2018 og herfra skal se på lynfænomener i atmosfæren.

 

Terma A/S er den største danske rumvirksomhed og den eneste indtil nu, der har leveret et helt rumfartssystem. Med en produktportefølje inden for elektronik, sensorer, software og ekspertservices dækker virksomheden rumområdet bredt. Terma var leder af det hidtil største og dyreste danske rum-projekt, ASIM, der blev sendt af sted til ISS i april 2018 og herfra skal fotografere og måle en række lynfænomener i atmosfæren. Projektet er udviklet i ESA-regi sammen med DTU Space og en række danske virksomheder.

For Terma er de store rummissioner vigtige at bidrage til, ligesom det er centralt at have for øje, at det finansielle behov er meget forskelligt på henholdsvis upstream- og downstream-området. Hvor upstream er meget økonomisk tungt, er det lettere at finansiere datadelen under downstream. For Terma er data-delen væsentlig, men virksomheden finder det mest relevant at investere ESA-midler i de mere kapitalkrævende upstream-områder.

Terma samarbejder med DTU, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og forskellige vidensinstitutioner som NLR og TNO i Holland, bl.a. i relation til ESA-og Horizon 2020-projekter. Terma blev etableret i 1949 og ejes i dag af Thomas B. Thriges Fond.

Terma har totalt set 1.400 medarbejdere på verdensplan, hvoraf omkring 210 medarbejdere arbejder på rumområdet. Rumområdet udgør omkring 15 pct. af virksomhedens årlige omsætning på 1,4 mia. kr. Den øvrige del af forretningen udgøres af luftfarts-, forsvars- og sikkerhedssystemer.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024