Geoforum, der afholder kortdagene, har bestemt at Gymnasiekonkurrencen i år mere specifikt kommer til at handle om brugen af satellitdata, hvor det i disse år er blevet muliggjort at få adgang til kolossale datamængder fra Sentinel-satellitterne i EU’ Copernicus-program.
Gymnasieelever og deres lærere opfordres til at bruge viden inden for geovidenskaben til at udforske anvendelsesmulighederne af satellitdata i praksis og redegøre for, hvordan satellitobservationer kan understøtte en eller flere af de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor.
Det kunne eksempelvis være anvendelsesmuligheder inden for optimering af Smart City løsninger, miljø/naturbeskyttelse, militære operationer eller planlægningsopgaver. Emnet er som udgangspunkt frit og I skal derfor udnytte jeres kompetencer inden for et bredt udsnit af geovidenskaben, heriblandt fysik (det elektromagnetiske spektrum og refleksion/absorption af stråling), geografi og geologi.