Gå til indhold

Den første DISCO satellit gøres klar til opsendelse med Space X

Selve satellitten leveres af det nordjyske firma Space Inventor, men det bliver studerende på fire universiteter, som nu skal udstyre satellitten med en række mindre eksperimenter og desuden få den til at fungere som kommunikationsstation for radioamatører over hele verden.

Alle rummissioner har et sejt logo, eller en mission patch som det hedder på engelsk, og det skal DISCO derfor også have. Der udloddes derfor et Astro Pi kit for det sejeste mission patch for DISCO programmet. Forslag til et mission patch for DISCO satellitten skal uploades på DISCO Facebook siden inden 9. maj 2021.

De studerende kommer til at arbejde på højtryk for at gøre denne første DISCO satellit klar til opsendelsen med Space X raketten Falcon-9 fra Kennedy Space Center i sommeren 2022.

”Det er ret vildt, at jeg nu som en del af mit studie sidder og udvikler en kommunikationsenhed til en satellit, jeg også skal være med til at sende op allerede næste år” fortæller Aleksander Brøndum Bille, der lige nu laver bachelorprojekt på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universet.

Satellitten skal bruges til undervisning på både universiteterne og i gymnasierne. I sit bachelorprojekt skal Aleksander derfor lave en prototype af de jordstationer, der efter opsendelse skal lånes ud til danske gymnasier og dermed give danske gymnasieelever mulighed for at tale med DISCO satellitterne.

Det Danske Studenter CubeSat Program - DISCO er skabt under Partnerskabet for rumrelaterede uddannelser. I programmet indgår Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, IT Universitetet, Naturvidenskabernes Hus og Industriens Fond samt en række rumvirksomheder med GomSpace og Space Inventor i spidsen.

Kontakt

Cecilie Tornøe
Specialkonsulent
Tlf.: 72318284
Email: ct@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024