Gå til indhold

Justering af vilkår for årets sidste EUopSTART deadline den 15. november

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har justeret kravene til ansøgere til EUopSTART for årets sidste deadline den 15. november 2022. Der er ikke længere krav om, at arbejdsprogrammerne for 2023-24 skal være præpubliceret, før ansøgere til Horizon Europe kan søge bevillinger fra EUopSTART-ordningen.

Europa-Kommissionens præpublicering af arbejdsprogrammerne for Horizon Europe 2023-24 er forsinket. Derfor har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen besluttet at justere kravene til ansøgere til EUopSTART på et enkelt område. For den sidste deadline til EUopSTART den 15. november gælder det nu blot, at udkast til arbejdsprogrammerne skal være offentliggjort på nettet via en åbent tilgængelig hjemmeside.

Hvis du vil søge midler fra EUopSTART, kan du nu indsende din ansøgning, når EU har præpubliceret arbejdsprogrammerne (og ansøgningsfrister for programmer uden arbejdsprogram) på Funding & Tenders-portalen, eller når udkast til arbejdsprogrammerne (og ansøgningsfrister) ligger på hjemmesider, der f.eks. tilhører en europæisk myndighed, organisation eller et anerkendt medie. Det skal være muligt at tilgå hjemmesiderne vederlagsfrit og uden begrænsninger.

De øvrige krav og regler for EUopSTART-ansøgninger er ikke blevet ændret.

Adgang til udkast til Horizon Europe arbejdsprogrammer og foreløbig dato for Eurostars:

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tager forbehold

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at gøre de tidlige ansøgningsfrister i de kommende arbejdsprogrammer for 2023 tilgængelige for danske ansøgere ved at støtte det forberedende arbejde med EUopSTART-bevillinger. Styrelsen påtager sig dog intet ansvar for konsekvenserne af eventuelle ændringer i Horizon Europe arbejdsprogrammerne for 2023-24. Dette gælder også, hvis et Horizon Europe-opslag udgår eller ændres så meget, at det ikke længere passer til ansøgers EUopSTART-ansøgning.

Det gælder stadig, at EUopSTART-bevillinger først udbetales, når det kan dokumenteres, at EU-ansøgningen er indsendt. Det er således forbundet med en vis risiko at forberede en ansøgning til Horizon Europe på baggrund af et udkast til arbejdsprogrammet.

Kort om EUopSTART

EUopSTART-ordningen har til formål at understøtte danske ansøgeres forberedelse af ansøgninger til Horizon Europe. Der ydes bevillinger på 50.000 kr. (partner) eller 75.000 kr. (koordinator) til at dække op til 50% af udgifter til løn, rejser eller konsulenthjælp i forbindelse med ansøgningen til Horizon Europe.

Læs mere

Kontakt

Stefanie Bondy Jørgensen
Specialkonsulent
Tlf.: 72318217
Email: stbj@ufm.dk