Gå til indhold

ErhvervsPhD giver eksponering

”Hvordan får vi mest strøm for færrest kroner? Det er dét, der er min opgave hos SunSil. Med andre ord skal jeg undersøge, hvilke output der er mest effektive set i forhold til omkostningerne”. Ordene kommer fra indiske Reshmi Variath, der begyndte som ErhvervsPhD hos SunSil A/S for et par år siden.

SunSil udvikler solpaneler primært til boligområder. Deres koncept er innovativt – en form for totalstyret plug-and-play solpanel, der snart kommer på markedet. Alle komponenter er integreret i de enkelte paneler. En ledning med et stik i enden gør panelet klar til brug i f.eks. parcelhuset.

Reshmi Variath arbejder især med den del af systemet, der omformer strømmen fra solcellerne til brugbar husholdningsstrøm. I omformningen gælder det om at reducere tabet af strøm mest muligt. Hun ser sit og firmaets arbejde som en del af den grønne revolution, fordi solenergi er mere miljøvenlig energi.

Med en kandidatgrad i elektronik fra Indiens National Institute of Technology i Calicut er det af afgørende betydning for Reshmi Variath, at hun har fået mulighed for at blive ErhvervsPhD. Hun siger:

”For mig personligt betyder det, at jeg bliver langt mere eksponeret overfor industrien. Arbejdede jeg udelukkende med ren akademisk grundforskning, ville jeg ikke have mulighed for at se på omkostninger, design og produkt i en helhed, som det skal ende på markedet. Her er der langt mere forretningsfokus i mit arbejde”.

ErhvervsPhD giver SunSil valuta for pengene

SunSil’s direktør Erik Hansen mener, at perspektiverne for firmaet ser lovende ud. Han forventer at starte en egentlig produktion af solpaneler op i den nærmeste fremtid, og firmaet ansætter hele tiden nye medarbejdere. I dag er ErhvervsPhD Reshmi Variath en af SunSil’s 19 ansatte, hvoraf de 10 arbejder i firmaets afdeling i forskerparken SCION på Danmarks Tekniske Universitet.

Kontakten mellem SunSil og Reshmi Variath blev etableret med professor Michael Andersen på DTU som mellemled. Om ErhvervsPhD-ordningen siger Erik Hansen:

”Det er ikke noget vi tjener penge på lige her og nu - men vi får alligevel valuta for pengene. For det første er der jo et konkret stykke arbejde, der bliver udført. Men mindst lige så vigtig er den viden, som firmaet får via den studerende om, hvad der foregår lige nu i forskningsmiljøet på universitetet. Og så fungerer ErhvervsPhD-ordningen – den er enkel og ubureaukratisk”.

For studerende betyder ordningen, at de ud over deres arbejde i et firma også skal være indskrevet på et universitet, hvor de bl.a. har en vejleder.

Om samarbejdet med Reshmi Variath siger Erik Hansen:

”Reshmi er vores censor! Hun analyserer både vores hardware og software og holder øje med, at det er i orden, det vi laver. Og for ikke så lang tid siden blev vi kontaktet af et stort indisk firma, som gerne vil indgå en licensaftale med os. I den proces vil Reshmi også have en vigtig rolle for SunSil – nemlig som kulturkonsulent”.

 

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024