Forstkandidat Rune Juelsborg Karsten bruger tre forskellige typer tøj på jobbet. Som medarbejder i The International Woodland Company (IWC) skal han være præsentabelt klædt på, for virksomheden på
Frederiksberg forvalter investeringer for milliarder på vegne af danske og internationale investorer. Men da Rune er ansat i en særlig stilling – som ErhvervsPhD – bruger han en del af arbejdstiden på Københavns Universitet, hvor der hersker en afslappet tøjstil. Sidst men ikke mindst har han lige lagt feltudrustningen fra sig efter to måneders ophold i Perus regnskov.
»Der er opstået et marked for tømmer, der er certificeret som bæredygtigt. Mange af de retningslinier, man skal overholde for at blive certificeret, er baseret på nogle formodninger om, hvordan skoven fungerer. Mit forskningsprojekt skal hjælpe virksomheden med at blive klogere på, om retningslinierne faktisk garanterer en
bæredygtig skovdrift,« forklarer Rune.
Indsigt giver indtægter
Skulle det vise sig, at retningslinierne ikke fungerer optimalt, er det næppe noget, som IWC direkte kan bruge i forretningsmæssig sammenhæng, erkender han:
»Det er jo ikke sådan, at en enkelt virksomhed lige kan ændre det internationale paradigme for bæredygtig skovdrift. For virksomheden er der tale om innovation. Desværre er hovedparten af skovdrift i tropisk naturskov lagt til rette med henblik på hurtig indtjening, men der tegner sig et billede af, at flere investorer vil være interesserede i at investere langsigtet og dermed mere bæredygtigt. Det marked vil IWC naturligvis gerne have andel i – og chancerne er bedre, når man har større indsigt i problemstillingen.«
Glad for internationalt fokus
Samtidig opnår virksomheden at prøve Rune af som medarbejder – og måske fastansætte ham, når det tre-årige forskningsprojekt udløber.
»Dengang jeg begyndte på studiet havde jeg nok forestillet mig at skulle arbejde for en NGO eller måske i FN-systemet, men arbejdet hos IWC har bestemt vist sig at være spændende. Det passer mig godt, at virksomheden er meget internationalt orienteret,« siger Rune, der i øvrigt har en titel som Master of Sustainable Forestry fra England ud over sin danske titel.
På Københavns Universitet er han tilknyttet instituttet Skov & Landskab under KU LIFE, hvor han også er uddannet.
»Selvfølgelig er der en kulturforskel mellem universitetet og IWC. Men på instituttet synes jeg de er gode til at sørge for, at projekterne har hold i virkeligheden. Alligevel er der selvfølgelig et endnu tydeligere fokus, når man arbejder i en privat virksomhed. Man skal hele tiden holde sig for øje, hvad man vil ende op med.«