Aftalen er indgået, fordi stadig flere studerende fra EU- og EØS-lande benytter muligheden for at få dansk SU. Det betyder, at SU-udgifterne til den gruppe studerende er steget voldsomt de senere år. Til trods for flere politiske forsøg på at få udgifterne under kontrol, så forventes udgifterne at stige til ca. 570 mio. kr. i 2025, hvilket er langt over niveauet på 449 mio. kr., som blev politisk aftalt med SU-forliget i 2013.
Aftalen baserer sig på en opdateret prognose for SU-udgifter til vandrende arbejdstagere for perioden 2020-2025. Prognosen er opdateret på baggrund af et revideret datagrundlag fra 2013-2019 og ny SU-data for 2020.
Aftalepartier: Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance.