Historisk mange højtuddannede ansat i de danske virksomheder
Det viser en ny rapport, 'InnovationDanmark 2009', som Videnskabsministeriet i samarbejde med Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) offentliggør i dag.
Rapporten evaluerer RTI's fireårige handlingsplan 'InnovationDanmark 2007-2010' og viser f.eks. helt nye tal for, hvor mange højtuddannede der er ansat i virksomhederne.
For alle virksomheder er andelen af højtuddannede steget fra 15 procent i 2001 til 28,7 procent i 2007. I de små virksomheder med en til ni ansatte er andelen, der har højtuddannede, steget fra 10,8 procent. til 25,6 procent.
– Nu begynder universitetsforskere for alvor at bruge deres viden ude i virksomhederne. Det er både glædeligt og lover godt for fremtiden, da flere højtuddannede styrker produktivitet og vækst særligt i de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder. Der er dog stadig et stort stykke vej, før Danmarks produktivitet igen er på niveau med vore konkurrenter i udlandet. Derfor skal vi fortsat gøre en stor indsats – ikke mindst over for de mange mindre virksomheder, der halter bagefter, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Fra 2001 til 2007 er antallet af højtuddannede årsværk i virksomhederne steget fra 66.537 til 95.077. Især de små og mellemstore virksomheder med under ti ansatte aftager markant flere højtuddannede. Samtidig viser en helt ny effektmåling af videnpilotordningen fra CBS, at små virksomheder får op til 1,1 mio. kroner i gevinst ved at ansætte deres første akademiker i virksomheden.
Fordobling af samarbejde mellem virksomheder og universiteter
InnovationDanmark 2009 dokumenterer også helt nye og meget overraskende tal for virksomhedernes samarbejde om innovation med videninstitutioner. Fra 2007 til 2008 er antallet af små og mellemstore innovative virksomheder, der samarbejder med videninstitioner, mere end fordoblet. Kun 4 % gjorde det i 2007, mens hele 9 % af de små og mellemstore innovative virksomheder samarbejdede med videninstitioner i 2008.
Endelig dokumenteres det, at 'InnovationDanmark-handlingsplanen' har positive effekter på produktiviteten i virksomhederne, øger virksomhedernes innovationsevne og skaber samfundsøkonomiske gevinster på beskæftigelse, produktivitet og vækst.
– Det er glædeligt, at flere virksomheder har fået øjnene op for, hvor nyttigt det er at ansætte højtuddannede til innovation og forskning. Ved at ansætte højtuddannede kan virksomhederne skabe forskning og få vigtig ny viden, som de kan omsætte til udvikling og innovation. Det er positivt, for det er de virksomheder, der forsker og udvikler, der kommer bedst ud af krisen, siger formand for Rådet for Teknologi og Innovation Lars Mikkelgaard-Jensen.
- Publikationen 'InnovationDanmark 2009' fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen
- Publikationen 'Effektmåling af videnpilotordningens betydning for små og mellemstore virksomheder'
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kan kontaktes gennem Videnskabsministeriets informationschef Allan Boldt på tlf: 3392 9739 eller e-mail: abo@vtu.dk.
Formand for Rådet for Teknologi og Innovation og administrerende direktør i IBM Danmark Lars Mikkelgaard-Jensen kan kontaktes gennem kontorchef Thomas Alslev Christensen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen på tlf: 3392 9373 eller e-mail: tac@fi.dk.
Fakta:
Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) har til formål at fremme vækst og innovation i erhvervslivet gennem:
- videnopbygning, videnspredning og samspil mellem videninstitutioner og virksomheder
- kommercialisering af ny viden og forskning
Rådet for Teknologi og Innovation har særligt fokus på at fremme privat forskning, udvikling og innovation. Rådet bidrog i 2008 med 5,4 pct. af den private forskning i Danmark.
Rådet uddeler i 2010 midler til GTS-institutter, innovationsnetværk, innovationsprojekter, nye videnbaserede virksomheder og ansættelse af højtuddannede og PhD-forskere for i alt 1,1 mia. kroner.
Virksomheder kan gennem Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet opnå medfinansiering til ansættelse af højtuddannede og PhD-studerende gennem henholdsvis Videnpilot- og ErhvervsPhD-ordningen. Det gør i alt omkring 200 om året.
Små virksomheder, der har brug for ny viden og nye teknologier, men ikke ønsker at ansætte flere højtuddannede, kan i stedet få en Videnkupon, der giver rabat til førstegangskøb af viden på videninstitutioner. Det gjorde over 400 i 2009. Og 300 virksomheder har allerede søgt i 2010.
Handlinger tilknyttet webside