Indsendt af
VIA University College
Resumé
Det er målet at etablere et antal danske plejehjem i Kina som led i en kommerciel forretning med muligheder for eksport af danske velfærdsydelser inden for sektoren, herunder viden om ældrepleje, uddannelse, faglig praksis inden for rehabilitering, sygepleje og sundhed, arkitektur, design byggeri med mere.
Med en dansk markedsandel på bare 2 % i hele Kina om 10 år vil der kunne skabes over 8.400 danske jobs og mere end 135.000 kinesiske faste stillinger på ca. 336 dansk inspirerede plejehjem i Kina. Dette vil give grundlag for en fortløbende leverance af uddannelse samt etablering af en campus i Kina.
Udfordring og muligheder
Ældrebefolkningens andel i Kina er i voldsom vækst. Andelen af ældre over 60 år var i 2010 13,3 % mod 11,4 % i 2000. Frem mod 2025 vil denne andel stige med ca. et halvt procentpoint om året. Det betyder, at antallet af ældre over 60 år i 2025 vil være steget fra 178 millioner til 282 millioner. Dermed lægges der et voldsomt pres på plejehjemssektoren i form af øget behov for plejehjemspladser.
Aktuelt mangler der 3,4 millioner plejehjemspladser i Kina. Centralregeringen i Kina har derfor rettet opmærksomheden mod plejehjemssektoren for at skabe flere plejehjemspladser. Den har derudover etableret mere gennemskuelige støtteordninger for etablering af nye plejehjem med henblik på at forøge både kvaliteten og antallet af disse i Kina. Kina har ingen specialiseret erfaring med plejehjem, hvilket er den store mulighed for Danmark!
Målsætning
Målet er i første omgang at etablere et plejehjem i Chongqing og/eller Chengdu i det vestlige Kina. Plejehjemmet skal kunne tilbyde sine brugere plejeydelser, fysiske faciliteter og service på højeste niveau.
Det dansk inspirerede plejehjem skal blive en effektiv demonstration af danske velfærdsydelser, kompetencer inden for design, drift, uddannelse, materialer, byggeri og teknologi i forhold til plejehjem.
Projektet danner således ramme for profilering af danske standarder og viden om ældrepleje lige fra dansk design og byggeri til uddannelsesmæssig og faglig praksis inden for rehabilitering, sygepleje og sundhed.
Det er visionen fortløbende at skulle levere uddannelse til Kina i et omfang, der giver grundlag for opbygning af en campus, samt at opnå en markedsandel på ca. 2 %, så der i 2025 vil være 336 dansk inspirerede plejehjem i Kina.
Innovationsbehov
Realisering af målet er forbundet med en række innovationsbehov. Projektet giver mulighed for, at danske virksomheder kan være ”First Movers” inden for sektoren og er samtidig en konkret platform for samarbejde mellem offentlige og private interessenter.
Indsatserne indeholder elementer af forskning og udvikling for at opnå kulturforståelse og interkulturelle kompetencer. Projektet bygger på ideen om brugerdreven innovation. Det tager afsæt i den tradition, tænkning og viden, som på nuværende tidspunkt eksisterer i Kina vedrørende plejeydelser til ældre i samfundet.
En større undersøgelse skal give svar på muligheder og barrierer for implementering af dansk velfærdstænkning i en kinesisk kontekst. Det betyder, at de kommende udøvere af og brugere af pleje og omsorg skal medtænkes i forhold til problemidentifikation, videndeling og læring.
Velfærdsydelser er omdrejningspunktet, og rehabiliteringsindsatsen skal forstås som en målrettet samarbejdsproces, der baserer sig på brugernes samlede livssituation. Aktiviteterne vil udgøre en koordineret, sammenhængende og videnbaseret indsats, der bygger på et fleksibelt forløb med kvalitetsstyring, evaluering og justering. Undervisning og vejledning tager afsæt i ideen om brugerdreven innovation, og succeskriteriet for projektet er udvikling af en ny forståelse af pleje og omsorgsydelser samt implementering af danskinspirerede velfærdsløsninger i en kinesisk kontekst.
Realisering af projektet indbefatter et samarbejde med en række centrale aktører, herunder investorer, viden- og uddannelsesinstitutioner, arkitekter med flere. Såfremt der ikke opnås finansiel støtte eller udenlandsk kapital, vil projektet ikke kunne startes op. Projektet har en tidshorisont på 4 – 5 år for etablering af det første plejehjem.
De danske forudsætninger
Danmark har en række stærke forudsætninger for at realisere visionen med afsæt i styrkepositioner inden for ældre- og plejesektoren, uddannelse, byggeri af plejehjem.
Innovationsprojektet vil kunne inddrage nogle at de gode projekter, som allerede er i gang rundt omkring i Danmark, herunder eksempelvis Fremtidens Plejehjem i Ålborg.
Desuden vil virksomheder med ekspertise inden for teknologi kunne forsyne projektet med innovationsnyheder, som løbende vil blive implementeret i projektet med henblik på at bevare et forspring i forhold til øvrige konkurrenter. Projektet forventes dermed at skabe et helt nyt og uset plejehjemsprodukt både i Kina og i Danmark.
Effekter og potentialer
Der er store perspektiver ved en innovationsindsats inden for danske plejehjemsløsninger i Kina. Etableringen af dansk inspirerede plejehjem forventes at skaffe fast ansættelse til danskere inden for ledelse, controllere, kvalitetskontrol, undervisning samt efteruddannelse.
Dertil kommer de job, som skabes eller fastholdes hos konsortiedeltagerne, arkitekter, underleverandører af plejeprodukter, danske advokater/revisorer samt forskellige fagspecifikke konsulenter.
Hvert plejehjem med en kapacitet på 500 sengepladser vil derudover skabe mindst 400 faste kinesiske jobs. Med en dansk markedsandel på bare 2 % i hele Kina om 10 år vil der kunne skabes over 8.400 danske jobs og mere end 135.000 kinesiske faste stillinger på 336 danske plejehjem i Kina.