Gå til indhold

Første del af evaluering af karakterskalaen: Karaktererne er blevet højere

13. juni 2018
Særligt på visse områder på de videregående uddannelser er andelen af 12-taller meget høj, men også i de gymnasiale uddannelser er karaktererne steget. Det viser første etape af evalueringen af 7-trins-skalaen.

Evalueringen blev igangsat for at belyse, om 7-trins-skalaen fungerer og bruges efter hensigten. Første etape er en statistisk kortlægning af karaktergivningen i grundskolen, de gymnasiale uddannelser og på de videregående uddannelser, siden 7-trins-skalaen blev indført på baggrund af Karakterkommissionens anbefalinger.

På de videregående uddannelser viser kortlægningen, at karaktererne ligger noget højere end ventet, og at andelen af 12-taller er steget. På de gymnasiale uddannelser er karaktererne også steget, så de nu er højere end det forventede niveau, mens karaktergivningen i grundskolen følger den forventede karakterfordeling.

Andelen af 12-taller er meget høj på mange områder på de videregående uddannelser. Det er dog karakteren 4, der i hyppighed afviger mest fra det, Karakterkommissionen forventede, da der gives for få i forhold til den forventede andel. Der er variationer mellem både uddannelsesniveauer og mellem institutionerne, der ikke kan forklares af forskellene i studentersammensætningen. Derfor vil fase 2 af evalueringen nu blandt andet se nærmere på, hvordan karakterskalaen bliver brugt.

- Jeg synes, vi her har fået nogle tal, der tyder på, at karaktergivningen ikke fungerer helt, som den skal – eksempelvis er andelen af 12-taller meget høj.  Med den viden, vi har nu, er det vanskeligt at sige præcist, hvor skoen trykker. Vi skal derfor i dybden med evalueringen, så vi ved om karakterskalaen lever op til målene for, hvad en moderne karakterskala skal kunne, og så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Karakterudviklingen på grundskoleområdet og de gymnasiale uddannelser følger samlet set den forventede karakterfordeling i den undersøgte periode (2007-2015). For de gymnasiale uddannelser er der dog i 2015 en overvægt af høje karakterer og en undervægt af lave karakterer.

- Karakterskalaen er et stærkt og vigtigt fundament for vores uddannelsessystem. Karakterer skal være objektive, gennemsigtige og fair. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at systemet fungerer, som det skal. Jeg ser frem til at få mere klarhed over baggrunden for karakterstigningerne i næste fase af evalueringen, siger undervisningsminister Merete Riisager.

Først når den samlede evaluering er færdig, vil regeringen tage stilling til, hvilke initiativer der er behov for. Det forventes, at den samlede evaluering ligger klar til efteråret.

Den forventede fordeling af karakterer:

Karakterkommissionen forventede, at de beståede karakterer over tid og for store populationer ville sprede sig nogenlunde, som følger på alle uddannelsesniveauer:

  • 10 % vil få karakteren 2
  • 25 % vil få karakteren 4
  • 30 % vil få karakteren 7
  • 25 % vil få karakteren 10
  • 10 % vil få karakteren 12

For yderligere oplysninger, kontakt:

Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, Uddannelses- og Forskningsministeriet, tlf: 7231 9503, email: jte@ufm.dk

 

Handlinger tilknyttet webside