Digitalt løft til de videregående uddannelser
Kunstig intelligens, virtual reality og big data. Nye digitale muligheder og udfordringer dukker op, og de studerende skal rustes bedre til den digitale fremtid. Alle skal kunne forstå og forholde sig konstruktivt og kritisk til de digitale teknologier, der kommer inden for deres fag – uanset om det er sygepleje, it-udvikling eller lærerfaget.
Uddannelses- og forskningsministeren lancerer nu en ambitiøs national handlingsplan for digitale kompetencer og digital læring. Handlingsplanen sætter ind med initiativer på tre områder:
- Underviserne skal løftes, så de kan udvikle de studerendes digitale kompetencer
- Erfaringer og viden om, hvad der virker, skal bredes ud
- Barrierer og regler, der ikke er tilpasset en digital virkelighed, skal fjernes
- Den digitale udvikling har bevæget sig fra at være et hjørne af samfundet til at være en del af alt det, vi laver. Det skal vores uddannelser afspejle. Vi skal uddanne unge, som både kan bruge ny teknologi til at skabe forandringer, fordi de forstår dens muligheder, men som også er kritiske over for den og er opmærksomme på faldgruberne. Den nationale handlingsplan giver en teknologisk opgradering til underviserne, så de kan løfte de studerende. Samtidig opretter vi et teknologisk center, der samler viden og udbreder de ting, der virker. Ambitionen er, at teknologiforståelse på sigt bliver integreret i alle uddannelser, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Digitale kompetencer var et centralt tema i de drøftelser, der har været i Disruptionrådet. Som opfølgning på Disruptionrådets arbejde afsætter regeringen i alt 81 millioner kroner over de næste fire år til blandt andet at styrke de digitale kompetencer blandt underviserne på de videregående uddannelser.
Initiativerne udspringer af input fra et Call for action, som uddannelses- og forskningsministeren udsendte i august 2018. Der kom mere end 80 svar fra undervisere, uddannelsesinstitutioner og faglige eksperter, der har spillet ind med potentialer i digital læring og digitale kompetencer og udfordringer, der står i vejen for en digital omstilling på de videregående uddannelser. Siden er afholdt en række dialogmøder, besøg på uddannelsesinstitutioner og en workshop.
De mange input har vist, at udviklingen er i gang på institutionerne, og at det mange steder er ildsjæle, der driver udviklingen. Der er nu behov for at løfte den brede undervisergruppes digitale kompetencer, og at skabe ledelsesmæssig opbakning og forståelse for området på den enkelte institution.
Digital Handlingsplan indeholder derfor følgende initiativer:
Underviserne skal løftes, så de kan løfte de studerende
- 45 millioner kroner afsættes i 2019 til flerårige kompetenceudviklingsforløb af undervisere på de videregående uddannelser
- Dialog med uddannelsesinstitutionerne om at gøre digitale kompetencer til en fast del af adjunktforløbet
Erfaringer og viden om, hvad der virker, skal bredes ud
- 31 millioner kroner afsættes i 2019-22 til etablering og drift af et nationalt videns- og ressourcecenter
- 5 millioner kroner afsættes i 2019 til aktiviteter, der skal understøtte samarbejde og videndeling, for eksempel workshops, konferencer, afprøvning af nye videndelingsformater som podcastserier mv.
- Etablering og understøttelse af netværk inden for digitale læringsteknologier og digitale kompetencer
Barrierer og regler, der ikke er tilpasset en digital virkelighed, skal fjernes
- Justering af vejledningen for timetalsopgørelse
- Revision af eksamensbekendtgørelsen
- Undersøgelse af øvrige regler og rammer, der står i vejen for at afprøve og bruge digitale muligheder, for eksempel ophavsrettigheder til digitalt undervisningsmateriale.
- Læs mere om teknologisk upgrade på de videregående uddannelser [inaktivt link]
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Jakob Sejr Teichert, tlf.: 7231 9503, email: jte@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside