Gå til indhold

ECTS

ECTS står for European Credit Transfer System. Det er et internationalt pointsystem til meritoverførsel inden for de videregående uddannelser.

Her kan du læse om en række forhold angående ECTS-systemet:

  1. Hvad er ECTS

  2. Beregning af ECTS
  3. Tildeling af ECTS
  4. ECTS og meritoverførsel
  5. ECTS og ældre eksamensbeviser
  6. ECTS og private uddannelser
  7. Læs mere om ECTS 

1. Hvad er ECTS

ECTS-systemet er et internationalt pointsystem der er konstrueret, så et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS-point. ECTS er således en talmæssig angivelse for den arbejdsbelastning som gennemførelsen af et givet kursus eller uddannelsesforløb er normeret til.

I fælles, europæisk sammenhæng betyder det, at en typisk fuldtidsstuderende forventes at have en arbejdsbyrde på mellem 1.500 og 1.800 timer på et studieår for at realisere læringsmålene for en uddannelse.

I Danmark har anvendelsen af ECTS været obligatorisk i alle danske videregående uddannelser siden 2001.

2. Beregning af ECTS

Det er de videregående uddannelsesinstitutioners ansvar at give ECTS-point til de enkelte kursusforløb ud fra en beregning og vurdering af, hvad arbejdsbelastningen for at gennemføre kurset er. ECTS-point siger således ikke noget om niveauet for det enkelte kursus. Niveauet skal i stedet fremgå af den mere udbyggede information om et givet kursus som indgår i studie- og kursusbeskrivelserne.

Ved beregning af ECTS-point skal alle former for aktiviteter der knytter sig til det enkelte kursus inddrages, dvs. både forelæsninger, forberedelse, praktik, seminarer, projektarbejde, laboratorieøvelser, skriftligt hjemmearbejde, eksaminer og andre bedømmelser. Vurdering af arbejdsbelastning må med andre ord ikke baseres på kontakttimer alene, og arbejdsbelastningen skal løbende justeres ved hjælp af monitorering og tilbagemeldinger fra de studerende.

3. Tildeling af ECTS

ECTS-point tildeles kun til de studerende, der gennemfører kurset og består eventuelle eksaminer eller tilsvarende bedømmelser. Man får ikke tildelt ECTS-point blot for at følge undervisningen – man skal opfylde de bedømmelseskrav som institutionen opstiller – også hvis man studerer i udlandet.

Bedømmelsesproceduren kan ske på forskellig måde: skriftlige eller mundtlige eksaminer, portefølje, oplæg, etc. eller en kombination af disse former eller andet.

4. ECTS og meritoverførsel

ECTS er grundlaget for, at den studerende kan få godkendt kursus- og uddannelseselementer fra én institution til en anden, herunder også internationalt mellem de institutioner, der benytter systemet.

Det er vigtigt at understrege, at selv om ECTS-systemet er udviklet for at lette gensidig anerkendelse og meritoverførsel, så er den studerende ikke automatisk garanteret merit. Det er altid uddannelsesinstitutionen, der træffer afgørelse om meritoverførsel på baggrund af en konkret faglig vurdering af det gennemførte uddannelsesforløb (antal ECTS-point), det faglige niveau og indhold af forløbet.

Det samme gør sig gældende, hvis du har læst/læser på en uddannelse i et land der ikke anvender ECTS-systemet. Her er det uddannelsesinstitutionen i Danmark, der træffer afgørelse om meritoverførsel på baggrund af en konkret faglig vurdering ud fra en vurdering af dit gennemførte uddannelsesforløb (fagligt niveau og indhold).

5. ECTS og ældre eksamensbeviser

I Danmark blev anvendelsen af ECTS obligatorisk for alle danske videregående uddannelser siden 2001. Hvis dit eksamensbevis er fra før 2001, og således ikke påført ECTS-point, er det normalt ikke muligt at få en vurdering af, hvad eksamensbeviset i dag svarer til i ECTS-point.

Men hvis du skal bruge eksamensbeviset, f.eks. til at søge ind på en videregående uddannelse, skal du henvende dig til din uddannelsesinstitution. Det er uddannelsesinstitutionens ansvar at vurdere, hvad dit gamle eksamensbevis/din tidligere uddannelse svarer til i dag (niveau og indhold).

6. ECTS og private uddannelser

Generelt er der i det nuværende system for godkendelse/certificering af videregående uddannelser i Danmark ingen mulighed for en formel central anerkendelse af private uddannelser eller kurser. Det er således heller ikke muligt at få ECTS-vurderet private udbud af kurser mv.

De offentligt anerkendte uddannelsesinstitutioner har dog mulighed for at give merit eller realkompetencevurdere uddannelseselementer, der er gennemført ved en privat uddannelse. Denne realkompetencevurdering sker i forhold til de offentligt godkendte uddannelser. Et kursus eller fag udbudt af en privat udbyder kan således efter den enkelte uddannelsesinstitutions konkrete vurdering efter omstændighederne blive indmeriteret på en videregående uddannelse. F.eks. kan et universitetet vurdere, at en udenlandsk uddannelse, der udbydes af en privat udbyder, er på samme niveau som en dansk bacheloruddannelse og skal give adgang til en konkret kandidatuddannelse.

Hvis man som privat uddannelsesudbyder ønsker en formel anerkendelse af et uddannelsestilbud er den bedste mulighed at indlede et samarbejde med en offentlig anerkendt uddannelsesinstitution. Det kan f.eks. være et erhvervsakademi.

7. Læs mere om ECTS 

På EU-Kommissionens hjemmeside kan du læse mere om ECTS-systemet og se ECTS User's Guide, som indeholder en tjekliste for beskrivelse af uddannelsesmoduler samt gode råd.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. september 2022