Danmark og Kina indgik den 25. september 2007 en aftale om uddannelsessamarbejde og en aftale om gensidig anerkendelse af akademiske grader inden for videregående uddannelse.
Aftalerne blev underskrevet i Beijing af daværende videnskabsminister Helge Sander og daværende undervisningsminister Bertel Haarder for Danmark og undervisningsminister Zhou Ji for Kina. Aftalen om gensidig anerkendelse peger på, hvordan danske og kinesiske grader fra bachelor- til ph.d.-niveau skal placeres i forhold til modpartens uddannelsessystem.
Ifølge aftalen skal hvert af landene i denne forbindelse udpege et kompetent organ, der informerer og fremsætter konkrete anbefalinger om anerkendelse med henblik på at lette mobiliteten og samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne. I Danmark er det Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der har denne rolle, og som efter aftalen skal rådgive de videregående uddannelsesinstitutioner om, hvordan man sammenligner grader fra de to systemer, og sammen med det kinesiske organ sikre ajourført information om de anerkendte videregående uddannelsesinstitutioner i Kina og Danmark.
Aftalen om gensidig anerkendelse hænger tæt sammen med den aftale om uddannelsessamarbejde, der samtidig blev indgået. Denne vil øge udvekslingen af studerende og lærere, gøre det lettere for danske uddannelsesinstitutioner at komme ind på det kinesiske marked for uddannelse samt styrke begge landes internationaliseringsstrategier. Aftalen skal samtidig sikre kvaliteten af udvekslingen. Det betyder blandt andet, at der i Danmark kun optages kinesiske studerende med de rette kvalifikationer.