Vi vil gerne takke institutionerne for deres inputs til Konterings- og fordelingsvejledningen i høringen over sommeren. Projektgruppen har skrevet videre på Konterings- og fordelingsvejledningen ud fra høringssvarene, og drøftet dem på mødet med den tekniske referencegruppe den 28. august 2019. Især kapitlerne om statens artskontoplan, delregnskab og formålsdimensionen var i fokus.
Om det stående udvalg og den tekniske referencegruppe
Det stående udvalg og den tekniske referencegruppe for den fælles kontoplan består af repræsentanter fra selvejersektoren. Det stående udvalg rådgiver projektgruppen i udarbejdelsen og implementeringen af den fælles kontoplan på et strategisk niveau, og den tekniske referencegruppe drøfter konkrete problemstillinger på et teknisk niveau. Det stående udvalg og den tekniske referencegruppe giver dermed projektgruppen indsigt i, hvorledes den fælles kontoplan på bedst mulig vis kan favne institutionerne og være lokalt anvendelig, samtidigt med, at den resulterer i ensartede og sammenlignelige data.
På projektets hjemmeside kan du læse mere om det stående udvalg og den tekniske referencegruppe. Referatet af mødet med den tekniske referencegruppe den 28. august offentliggøres i slutningen af september.
Næste møde med den tekniske referencegruppe
Det næste møde med den tekniske referencegruppe afholdes den 22. oktober 2019. På mødet drøfter vi den næste version af Konterings- og fordelingsvejledningen, herunder samproduktionsproblematikken og fordelingsprincipper.
Hvad sker der ellers i projekt fælles kontoplan?
- Projektgruppen vil hen mod det næste møde med den tekniske referencegruppe arbejde videre på Konterings- og fordelingsvejledningen.
- SIU har afholdt kick-off møde med CBS, som har igangsat deres implementering med henblik på at registrere efter den fælles kontoplan i 2020. Ligeledes vil SIU afholde kick-off møde med FMS i september.
- SIU og Moderniseringsstyrelsen afholder en workshop om statens artskontoplan den 19. september (som du kan læse mere om hér).
- Det næste møde med det stående udvalg afholdes den 23. september.
Fremover vil vi udsende 1-2 nyhedsbreve om måneden. Her vil vi orientere om det seneste arbejde med rammerne for den fælles kontoplan, workshops og generelle nyheder.
Du må gerne opfordre dine kollegaer til at melde sig til nyhedsbrevet, hvis de kommer til at arbejde med den fælles kontoplan. Eller også hvis de bare er nysgerrige!