Aktivitetskalender
Vi afholder løbende informationsmøder, kurser og arrangementer med relevans for deltagende organisationer og frivillige.
Kurser for deltagerne
Deltagere i Frivilligprojekter skal som en del af deres ophold deltage i tre kursusaktiviteter: 'on-arrival'-træning, en midtvejsevaluering samt et evalueringsarrangement efter hjemkomst. Formålet med aktiviteterne er at støtte deltagerne i den uformelle læringsproces, der følger af deltagelse i et Frivilligprojekt. Alle kurser er obligatoriske. Bemærk, at der er andre regler for deltagere på ophold under to måneder.
'On-arrival'-træningskursus
Formålet med on-arrival-træningskurset er at introducere den frivillige til værtslandet samt støtte dem i at håndtere de kulturelle og personlige udfordringer, der følger med at skulle leve og arbejde som frivillig i et andet land. Deltagerne får bl.a. undervisning i kommunikation, konflikthåndtering og en række interkulturelle aspekter. Ligeledes støttes de i at udvikle deres egne personlige mål for opholdet.
Midtvejsevaluering
Midtvejsevalueringen sætter fokus på deltagernes personlige læring og udvikling. Her får deltagerne mulighed for at reflektere over den første del af deres ophold, dele deres erfaringer med andre frivillige i landet og lære af andres erfaringer. Ligeledes er der fokus på deres mål for sidste del af opholdet samt, hvordan de kan bruge deres erfaringer efterfølgende. Hertil anvendes blandt andet Youthpass.
Evalueringsarrangement efter hjemkomst
Frivillige der er vendt hjem fra deres ophold i udlandet med Det Europæiske Solidaritetskorps mødes og evaluerer deres oplevelse med andre hjemvendte frivillige. Arrangementet giver mulighed for personlig refleksion samt for at give erfaringer fra deres ophold videre til det danske Nationale Agentur for Det Europæiske Solidaritetskorps.
Youthpass - et kompetencebevis
For at skabe formel anerkendelse af den læring og de kompetencer deltagerne i Det Europæiske Solidaritetskorps opnår, har Europa-Kommissionen udviklet Youthpass. Her konkretiseres, beskrives og formaliseres læring på både det personlige, uddannelsesmæssige, sociale, demokratiske og professionelle plan.
Alle deltagere i et projekt finansieret af Det Europæiske Solidaritetskorps har ret til et Youthpass-certifikat efter opholdets afslutning. Youthpass kan med fordel også anvendes i et samarbejde mellem organisationen og den frivillige til undervejs i projektet at få deltageren til at reflektere deres læringsproces samt til løbende målbeskrivelse og evaluering. Det er derfor vigtigt for mentorerne i frivilligprojekter at kende til Youthpass og de heri beskrevne kompetencer.
- Se brochure om Youthpass (guide til mentorer) - Dansk version
- Brochure about Youthpass (a guide for mentors) - English version
Online Language Support
Online Language Support (OLS) skal sikre at frivillige tilbydes den samme sproglige støtte uanset hvilket land de kommer fra i Europa. Tilskudsorganisationen er ansvarlig for at sikre at den frivillige får tildelt sin licens.
Forsikring
Alle udenlandske deltagere i Frivilligprojekter får en supplerende sundhedsforsikring gennem programmet. Forsikringen er obligatorisk for deltagere fra andre lande end Danmark. Bemærk at forsikringen er et supplement til henholdsvis det blå EU-sygesikringskort og (i Danmark) det gule sundhedskort. Det er derfor en forudsætning, at deltageren medbringer det blå EU-sygesikringskort ved ankomst til Danmark.
Her kan du også læse om særlige forsikringsforhold for deltagere fra Danmark.