Gå til indhold

Organisation Registration System

For at søge om tilskud fra Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps skal din organisation være registreret i EU’s Organisation Registration System (ORS). Her får du overblik over, hvordan du registrerer organisationen.

Hvad er ORS? 

Organisation Registration System (ORS) er portalen, hvor organisationer skal registreres for at kunne søge eller deltage i Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps.

Når du registrerer din organisation i ORS, tildeles I et OID-nummer (Organisation Identification Number). Det skal bruges i alle ansøgninger og til projektadministration - både når I selv søger, og hvis I er partner i et andet projekts ansøgning. Hver organisation skal have sit eget nummer – fx skal skoler og ungdomsskoler derfor oprettes selvstændigt og må ikke anvende kommunens OID-nummer. 

Få et overblik via videoen her - og følg de 5 trin nedenfor til registrering i ORS.


Acceptér marketing cookies for at se denne video.

Tillad venligst alle cookies for at se denne video.


 

5 trin til registrering i ORS

1.  Få et EU-login

Du skal bruge et EU-login for at få adgang til ORS.

2.  Tjek om din organisation allerede har et OID

Din organisation må kun have ét OID-nummer, så inden du opretter et nyt, skal du sikre dig, at din organisation ikke allerede er registreret.

-  Søg på fx navn eller CVR


Hvis I allerede har et OID

Tjek at jeres oplysninger i ORS stadig er opdaterede.

  • Har I fået ny adresse, navn eller bankkonto? Så skal det rettes i ORS og eventuelt nye dokumenter uploades.
  • Har I fået ny juridisk ansvarlig? Upload ny Identification Form i ORS og kontakt bevillingsenheden for tillægskontrakt: ufs-tilskud@ufm.dk.
  • Hent vejledning til opdatering af oplysninger i ORS under trin 5 på siden her.

3.  Opret din organisation

Hvis din organisation ikke findes i ORS, skal du oprette den. Du skal bruge:

- Stamdata (CVR, adresse m.m.)

- Oplysninger om kontaktperson

- Valg af organisationstype

Bemærk: Hvis I ønsker at registrere jeres organisation som socialøkonomisk virksomhed, skal I uploade dokumentation (formålsbeskrivelse, økonomisk overskud og reinvestering, organisationsstruktur og ledelse, social værdi og effektmåling samt registrering som socialøkonomisk virksomhed). 

4.  Upload nødvendige dokumenter

Din organisation skal certificeres af det nationale kontor for Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps i Danmark, som er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

For at din organisation kan blive certificeret og modtage tilskud, skal du uploade dokumentation i ORS. Det gælder uanset, om I er hovedansøger eller partner i et projekt. Du skal som minimum uploade en ’Identification Form’.


Identification Form

Identification Form bruges til at dokumentere, hvem der er juridisk ansvarlig (den tegningsberettigede leder) i organisationen og vise, hvilken konto tilskuddet skal udbetales til. Det er vigtigt, at du vælger den blanket, der passer til din organisationsform:

- Public Law Body – til offentlige institutioner, fx skoler eller universiteter

- Private Law Body – fx foreninger eller private organisationer

- Natural Person – til uformelle grupper (uden CVR)


Hvis du søger på vegne af en forening, skal:

- Foreningen have et CVR-nummer og en NemKonto

- Du skal angive foreningens NemKonto i ’Identification Form’.


Årsregnskab

I forbindelse med behandlingen af jeres ansøgning skal din organisations finansielle kapacitet vurderes, og du kan i den forbindelse blive bedt om at uploade din organisations regnskab.

5.  Giv flere adgang – og hold oplysninger opdaterede

Når du har registreret din organisation i ORS, får du automatisk rollen ‘authorised user’. Vi anbefaler, at I:

  • Opretter flere ’authorised users’ og ’Organisation Contact’, så I er flere fra din organisation, som har adgang og kan rette oplysninger i Organisation Registration System. 
  • Løbende opdaterer oplysninger om fx kontaktperson, adresse eller organisationens navn

Gå til en trinvis vejledning på Europa-Kommissionens hjemmeside:

Behandling af data i ORS

Alle data, som indtastes i ansøgningsskemaerne, bliver opbevaret i et datacenter, der er placeret inden for EU.

Søger I EU-administrerede tilskud?

Der findes to overordnede måder, hvorpå man som ansøger kan søge tilskud fra Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskrops:

  • Nationalt administrerede tilskud (decentraliserede aktioner), administreres af det nationale agentur i hvert deltagerland – i Danmark er det Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
  • EU-administrerede tilskud (centraliserede aktioner). Disse midler administreres af Europa-Kommissionen, primært via det europæiske agentur for uddannelse og kultur (EACEA) i Bruxelles. 

Hvis jeres organisation vil søge om tilskud fra de EU-administrerede aktioner hos EACEA, skal I:

- Registrere organisationen i ’EU Funding & Tenders Portal’

- Have et PIC-nummer (Participant Identification Code)

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 01. juli 2025

Afsendere