Gå til indhold

European Innovative Teaching Awards 2025: Europæisk medborgerskab i undervisningen

Er du nysgerrig på, hvordan undervisning kan bidrage til dannelsen af fremtidens aktive og engagerede medborgere? EITA 2025 fejrer innovative undervisningsprojekter, der med støtte fra Erasmus+ har sat fokus på medborgerskab, demokratisk deltagelse og fælles værdier – på tværs af Europa.

Grafik

Et tema for nutidens og fremtidens samfund

Temaet for EITA 2025 er 'Citizenship education – participation in democratic life, common values, and civic engagement' . Projekterne, der bliver nomineret til prisen, skal på forskellig vis have arbejdet med at fremme de værdier, der udgør grundlaget for at være europæisk medborger og en del af demokratiet – både i samarbejde mellem lærere, pædagoger og elever samt i de aktiviteter, der engagerer skolefællesskaber på tværs af Europa.

Hvem kan blive nomineret?

Som nationalt agentur for Erasmus+ har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen mulighed for at nominere op til fem danske projekter – ét fra hver af de følgende sektorer:

  • Dagtilbud
  • Grundskole
  • Almen ungdomsuddannelse
  • Erhvervsrettet grund- og efteruddannelse
  • Almen voksenuddannelse og folkeoplysning

Både indsatser, der udspringer af ophold i udlandet (Key Action 1 - Mobility projects) og internationale samarbejdsprojekter (Key Action 2 - Small-Scale Partnerships og Cooperation Partnerships), kan komme i betragtning, så længe der er tale om afsluttede projekter, som har arbejdet med temaets fokusområder.

I lighed med 2024 vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i 2025 først foretage en bred udvælgelse af iøjnefaldende projekter, som vil blive offentliggjort på en ’shortliste’ af potentielle vinderprojekter. Alle projekter, der er blevet nomineret, vil blive kontaktet i løbet af juni 2025, hvorefter de endelige vindere vil blive offentliggjort i september.

Fejring af vinderprojekterne

Alle EITA-prismodtagere bliver inviteret af Europa-Kommissionen til en prisudnævnelse og netværksbegivenhed i Bruxelles i efteråret 2025, hvor de får mulighed for at præsentere deres projekter og udveksle erfaringer med kollegaer fra hele Europa.

I Danmark fejres de danske vindere med en officiel prisoverrækkelse, hvor deres innovative bidrag til uddannelse bliver anerkendt på nationalt plan.

For at holde dig opdateret og sikre dig, at du ikke går glip af vigtige EITA-begivenheder eller informationer om internationalt uddannelsessamarbejde, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Udsyn og følge med via LinkedIn-siden Internationale Uddannelsesprogrammer.

Kontakt

Rikke Rowek Kier
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 88 74
Email: rrk@ufm.dk
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Afsendere