Gå til indhold

Nyt om internationale uddannelsesprogrammer - April 2024

Vil du dykke ned i bæredygtig uddannelse eller deltage på konference om unges trivsel og ungefællesskaber? Læs om spændende arrangementer i pipeline, om årets OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever og om muligheden for at indstille dit projekt til Den europæiske sprogpris i denne udgave af Udsyn.

Nordplus for a greener future

Onlineseminar om uddannelse til en grønnere fremtid

Er du interesseret i at arbejde med bæredygtighed i uddannelse? Nordisk Ministerråds uddannelsesprogram Nordplus inviterer til et onlineseminar, hvor en række dygtige projektholdere fortæller om erfaringer med at arbejde med bæredygtighed og grøn omstilling inden for uddannelsesområdet. Det foregår den 28. maj kl. 13.00-16.00. Deltagelse er gratis.

Rasmus Meyer

Save the date: Ungdomskonference 24. oktober

Arbejder du med unge, og ønsker du ny viden og inspiration i dit arbejde? Uddannelses- og Forskningsstyrelsen afholder konferencen ’Trivsel og ungefællesskaber’ den 24. oktober 2024 i Odense, hvor forskning i unges deltagelse i fællesskaber og trivsel vil blive debatteret. Rasmus Meyer, formand for regeringens Trivselskommission, er hovedtaler og vil præsentere kommissionens anbefalinger. Deltagelse er gratis og mere information samt tilmeldingsmulighed følger her i nyhedsbrevet og på ufm.dk, men sæt gerne kryds i kalenderen allerede nu.

Studenterhuset 

Workshop for unge: Skab forandring i lokalsamfundet

Danske Studerendes Fællesråd og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen inviterer til en workshop i Studenterhuset i København den 16. maj kl. 17.00-19.00. Vi stiller skarpt på, hvordan unge kan bidrage til at skabe forandringer i (lokal)samfundet gennem samarbejde, fællesskab og med økonomisk støtte fra Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps. Det kan være studenterforeningen, der vil øge trivslen på studiet, den frivillige forening, der vil bidrage til at sætte fokus på bæredygtighed – eller noget helt tredje.

DiscoverEU 2024

DiscoverEU – gratis interrailbilletter til 18-årige

Kan du huske første gang, du rejste ud i verden på egen hånd? Hvis du vil give den følelse videre, så del fluks muligheden for at rejse ud i Europa via DiscoverEU med alle 18-årige, du kender. Det er muligt at ansøge om gratis interrailbilleter i perioden 16.-30. april. DiscoverEU er et EU-initiativ, der giver 18-årige europæere mulighed for at søge om en gratis interrailbillet til at udforske Europa på en interrailtur. Interrailbilletten giver adgang til at rejse 1 til 30 dage mellem 1. juli 2024 og 30. september 2025.

 OPU-film

OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever

Kender du elever eller lærlinge, der har været eller er på oplæringsophold i udlandet med tilskud fra OPU-ordningen? Så tip dem om årets OPU-konkurrence for erhvervsskoleelever, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen netop har udskrevet. Unge, der er eller har været på oplæringsophold i udlandet, kan deltage ved at klippe en kort film eller skrive en historie om deres faglige og personlige oplevelser i udlandet. Der er præmier på op til 7.000 kroner til de bedste historier og film, og deadline er først til oktober.

European Language Label

Indstil jeres projekt til Den europæiske sprogpris

Har I arbejdet med nye initiativer inden for sprogundervisning og -indlæring i et projekt støttet af Erasmus+? Så har I mulighed for at indstille det til Den europæiske sprogpris (The European Language Label), Prisen honorerer de mest innovative sproglærings- og undervisningsprojekter for at sætte fokus på værdien af fremmedsprog og interkulturelle kompetencer på tværs af Europa. I kan ansøge relativt enkelt i forbindelse med jeres afrapportering.

Underviser

Ledige stilling: Bliv lektor i dansk i Frankrig

Vil du arbejde med dansk sprog og kultur i Frankrig? Netop nu søger den skandinaviske sektion af LLCER-fakultetet (Langues, Littératures et Civilisations Étrangères et Régionales) ved Université de Lille en dansklektor fra 1. september i det akademiske år 2024/2025. 

Euroguidance LinkedIn
Europæiske nyheder om vejledning via LinkedIn

Ønsker du europæiske nyheder om vejledning og at få mulighed for internationalt kollegialt samarbejde inden for vejledningsområdet? Så har du nu mulighed for at følge Euroguidance på LinkedIn. Euroguidance-netværket fremmer aktivt den europæiske dimension inden for vejledning, og via LinkedIn-siden kan du holde dig opdateret med nyheder og information om vejledning og læringsmobilitet for vejledere.


Fotos: 1: Nordplus, 2+6: Europa-Kommissionen, 3: OPU, 4: Rasmus Meyer  5: Studenterhuset , 7: UFS, 8: Euroguidance.

Udsyn udsendes næste gang i slutningen af maj 2024. Har du ønsker eller gode idéer til indhold, er du velkommen til at sende en mail til Helle Thorbøl Møller via hemo@ufm.dk.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024