Et særskilt modul er uddannelsestilbud, som modsvarer arbejdsmarkedets aktuelle behov for efter- og videreuddannelse på videregående niveau.
Særskilte moduler bliver udbudt på akademi- og diplomniveau med et omfang på enten 5 eller 10 ECTS-point. Særskilte moduler bliver også udbudt på masterniveau med et omfang på mellem 5 og 20 ECTS-point. Der kan kun oprettes særskilte moduler, der ikke i forvejen indgår i en eksisterende videregående uddannelse.
Adgangen til særskilte moduler følger adgangskravene til det pågældende moduls uddannelsesniveau, herunder eventuelle faglige forudsætningskrav.
For at søge optagelse på et særskilt modul skal du kontakte den uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen. Du kan også søge oplysninger på UddannelsesGuiden (ug.dk) eller voksenuddannelse.dk.
Uddannelsesinstitutioner kan finde regler og oplysninger om, hvordan man søger om godkendelse af et særskilt modul her:
Godkendte særskilte moduler
Særskilte moduler på akademiniveau
Bygningsautomatik for facility management (FM)-ledere (10 ECTS) (KEA)
Modulet giver en overordnet forståelse af CTS- og bygningsautomatiske anlæg, herunder hvordan energidata kan tilføres BMS-anlægget og medvirke til en optimering af bygningsdriften i overensstemmelse med strategiske målsætninger. Modulet giver viden om relevante tekniske installationer, som kan opsamle og bearbejde data inden for varme, ventilation og lys samt opnå indsigt i de kommunikationssystemer, som understøtter samspillet mellem de forskellige former for automatik. Lederen vil være i stand til at kunne anvende en indreguleringsrapport som ledelsesværktøj for videre optimering af driften af den samlede bygningsmasse, der indgår i ledelsesansvaret.
Målgruppe: Personer, der bestrider en facility management-rolle.
Særskilte moduler på diplomniveau
Digitalisering og Build 4.0 (10 ECTS) (UCN og VIA)
Målgruppe: Færdiguddannede bygningskonstruktører, der har deres daglige virke i alle dele af byggebranchen eller er relateret dertil samt Bk-seniorer.
Efterretningsanalyse (10 ECTS) (Københavns Professionshøjskole)
På modulet efterretningsanalyse bliver du introduceret til terminologier, teknikker og kilder til arbejdet med analyse af efterretning og kriminalitet. Efterretnings- og kriminalitetsanalyse er redskaber i politiets og andre virksomheders arbejde med at beskytte borgerne og varetage deres sikkerhed og tryghed.
Målgruppe: Ansatte i politiet, private virksomheders og offentlige myndigheders sikkerhedsafdelinger.
Kommunikativ simulationstræning (10 ECTS) (Københavns Professionshøjskole)
Kommunikativ simulation er en træningsmetode, der med udgangspunkt i den enkelte deltagers aktuelle udfordringer, træner kommunikation i praksis. Træningsmetoden består af gentagne live-forsøg, som deltagerne får feedback på, efterfulgt af refleksioner over de nye erfaringer. Træningen foregår i simulerede samtale- og mødesituationer, hvor du som deltager øver og styrker din evne til at komme i mål med de intentioner, du har fastlagt for samtalen. Det gør muligheden for at komme i mål med ønskede ændringer i den daglige praksis langt større.
Målgruppe: Fagprofessionelle med trænings- og formidlingsopgaver over for kolleger, fx som faglig koordinator, superbruger, underviser eller lignende.
Programmering og Build 4.0 (5 ECTS) (UCN og VIA)
Build 4.0 er betegnelsen for en række teknologier, der nu og i fremtiden bliver taget i anvendelse af bygge- og anlægsbranchen. Modulet Programmering og Build 4.0 giver et bredt indblik i programmering i relation til de Build 4.0-teknologier, der anvendes i byggebranchen. Målet er, at du bliver bekendt med centrale begreber og kan vælge og anvende programmering i forbindelse med Build 4.0-teknologi.
Målgruppe: Færdiguddannede bygningskonstruktører, der har deres daglige virke i alle dele af byggebranchen eller er relateret dertil samt Bk-seniorer.
Efterforskning – kritisk undersøgelse (10 ECTS) (Københavns Professionshøjskole og VIA)
Både offentlige og private virksomheder oplever øget fokus på sikkerhed og forebyggelse af kriminalitet. Det har skabt behov for at kunne udføre efterforskning og andre former for kritiske undersøgelser – både i den offentlige og private sektor. Kurset kvalificerer dig til at foretage kritiske undersøgelser på et vidensbaseret, udviklingsorienteret og struktureret grundlag.
Målgruppe: Kurset henvender sig til medarbejdere i den offentlige og private sektor, som skal udføre kritiske undersøgelser.
Digital skitsering for arkitekter - fra 3D-model til Revit (5 ECTS) (KADK)
På modulet lærer du at konvertere 3D-modeller, der typisk udføres i byggeprojekters indledende idé- og programfaser, til Revitmodeller, der anvendes i forbindelse med projektering af et byggeprojekt. Kurset introducerer dig for Objektmodellering og generering af dynamiske tegningssæt, Konvertering af 3D-model til BIM-model, Samspilsteknologier og Avancerede skitseringsteknikker
Målgruppe: Kurset henvender sig til arkitekter, men bygningskonstruktører, ingeniører mv. kan også deltage.
Power-to-X – Teknologier, værdikæder og sektorkobling (10 ECTS) (Fredericia Maskinmesterskole)
Modulet giver bl.a. forståelse for værdikæden i power-to-X (PtX), for de klima og bæredygtighedsmål, der er med til at drive udviklingen af PtX-teknologierne samt for de nødvendige sektorkoblinger, der er krævet for at kunne optimere produktion, drift og konvertering af energistrømme.
Målgruppe: Personer, der deltager i såvel det strategiske som det daglige arbejde med PtX-teknologier i egen organisation, samt indgår i faglige og tværfaglige samarbejder omkring PtX.
Særskilte moduler på masterniveau
Certifikat i miljøret (10 ECTS) (Syddansk Universitet)
Målgruppe: Alle, der arbejder med miljøspørgsmål i en funktion som rådgiver, fagperson eller embedsmand. Det kan være i en virksomhed, brancheorganisation eller hos en offentlig myndighed.
Certifikat i offentlige indkøb (15 ECTS) (Syddansk Universitet)
Certifikat i retssagsførelse for embedsmænd (10 ECTS) (Syddansk Universitet)
Du får en grundig indføring i hele civilprocessens regelsæt og værktøjer til at håndtere udfordringerne i krydsfeltet mellem forvaltningsret og civilproces. Forløbet ruster dig til at repræsentere det offentlige ved civile retssager, enten alene som rettergangsfuldmægtig eller i et samarbejde med private advokater.
Målgruppe: Modulet henvender sig til embedsmænd, der som ansat i stat, region eller kommune arbejder med offentlige retssager.
Design i praksis for undervisere (15 ECTS) (Designskolen Kolding)
Modulet giver dig de formelle kompetencer inden for design, arkitektur og visuel kultur til at undervise i faget design og arkitektur på gymnasialt niveau. Du kan fx være underviser i faget billedkunst men mangle faglige forudsætninger inden for områder som designtænkning, designmetoder samt produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser.
Målgruppe: Undervisere på stx eller tilsvarende, der har en humanistisk kandidatgrad med hovedfag eller sidefag inden for det kulturelle/æstetiske felt.
Digital myndiggørelse (5 ECTS) (Aarhus Universitet)
Digital myndiggørelse handler om at give den enkelte redskaber til at forholde sig kritisk, konstruktivt og refleksivt til den digitale teknologi. Modulet giver gymnasieundervisere kompetencer til at arbejde fagligt og didaktisk med teknologiforståelse i deres undervisningspraksis.
Målgruppe: Gymnasielærere, der søger inspiration til at integrere teknologiforståelse i deres undervisning og anvende de digitale teknologier til at udforske emner inden for deres eget fagområde.
Ledelse og samarbejde i sundhedsvæsenet (5 ECTS) (RUC)
Modulet giver fagpersoner inden for psykiatrien mulighed for at udvikle deres ledelses-og samarbejdsevner og at blive bedre til at holde fokus på opgaven.
Forløbet kombinerer organisationspsykologisk teori og diskussion med oplevelsesbaseret læring om organisationspsykologiske processer i organisationer.
Målgruppe: Sundhedspersonale, der er ansat inden for psykiatrien, og som ønsker at udvikle deres ledelses-og samarbejdsevner.
Social ulighed i sundhed – i et praksisperspektiv (5 ECTS) (RUC)
Modulet giver dig viden om sundhedsvæsenets udfordringer med social ulighed i sygdom og sundhed. Du lærer om samfundsmæssige, sociale og kulturelle baggrunde for den eksisterende ulighed og om metoder til at afbøde uligheden.
Målgruppe: Sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter m.fl., der er ansat i kliniske stillinger inden for det somatiske, psykiatriske eller kommunale sundhedsvæsen.
Den sundhedsprofessionelle som mentor (5 ECTS) (RUC)
Modulet giver dig viden og metoder til at udvikle egen pædagogisk praksis, så du medvirke til at fastholde nyuddannede kolleger i klinisk praksis.
Du lærer, med udgangspunkt i konkrete erfaringer, at inddrage og socialisere nye kolleger i afdelingen.
Målgruppe: Sundhedsprofessionelle i kommuner og regioner.
Miljøvurdering af konkrete projekter (10 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver forudsætninger for at koordinere og lede arbejdet med VVM-processer og VVM-redegørelser, der danner beslutningsgrundlag i spørgsmål om miljøpåvirkninger. Du får kompetencer til at samarbejde om VVM-processer og påtage dig ansvaret for at sikre kvalitet og best practice i processen.
Målgruppe: Konsulenter, myndigheder og bygherrer, der arbejder med VVM som værktøj til at undgå negative miljømæssige påvirkninger fra kommende offentlige og private projekter.
Digital teknologiforståelse i gymnasieskolen (10 ECTS) (IT-Universitetet)
Modulet introducerer gymnasielærere til at tænke digital teknologiforståelse ind i deres gymnasiefag. Målet er, at du kan gennemføre gymnasiale undervisningsforløb i informatik og bringe værktøjer og begreber i samspil med andre fagligheder.
Målgruppe: Gymnasielærere, der ønsker at styrke deres digitale indsigt, så de i højere kan inddrage digitale metoder i deres undervisning i gymnasieskolen.
Offentlige Indkøb (5 ECTS) (RUC)
Modulet giver et analytisk og strategisk blik på offentlige indkøb, og dermed får deltagerne mulighed for at udvikle analytiske og praktiske færdigheder til at udvikle deres egen indkøbspraksis. Undervisningen kombinerer teoretiske begreber
med cases fra praksis, herunder de studerendes egen praksis, som understøtter og udvikler, hvordan deltagerne kan udvikle offentlige indkøb, som bidrager til omkostningseffektivitet, kvalitet og bredere værdier (fx klima og arbejdsmiljø) i den offentlige opgaveløsning.
Målgruppe: Personer med erfaring som indkøbskonsulent, udbudskonsulent, udbudsjurist, contract manager, indkøbs/udbudschef eller lignende stillinger inden for offentlige indkøb.
Projektfacilitering - kunst og sundhed (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
I modulet undersøger deltagerne praktiske og teoretiske sammenhænge mellem kunst/kultur og sundhed. I ser på, hvordan mennesker kan blive emotionelt og eksistentielt berørt af kunst og kultur og derigennem finde styrke i vanskelige livssituationer, fx svære sygdomsforløb.
Målgruppe: Sundhedsfaglige, pædagogiske og/eller medarbejdere med kunstneriske og kulturelle baggrunde, der har interesse i at bruge æstetik og kultur som metoder til sundhedsfremme, rehabilitering og trivsel.
Solcellebaserede elsystemer i teori og praksis (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Målgruppe: Ingeniører med en baggrund inden for det elektriske område fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsyningssystemer og andre, der arbejder med vedvarende energisystemer eller indpasning af solceller i elnettet.
AC- og DC mikrogrids (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver eksempler på erfaringer med eksisterende mikrogrids, og derefter vil kursisterne lære at modellere, simulere sådanne netværk, der opereres i ø-drift. Desuden fokuseres der på, hvordan effektelektronikken integreres i nettene. Relevante emner som f.eks. frekvens- og spændingsfaldsstyring og virtuel impedans uddybes detaljeret. Hierarkisk styring af mikrogrids ved brug af Internet-Of-Things (IOT) og stabilisering behandles ligeledes.
Målgruppe: Ingeniører indenfor det elektriske område fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energi-forsyningssystemer, vindmølleindustrien, solcelleindustrien, skibsindustrien, energiforsyning eller andre relaterede brancher.
Avanceret computerbaseret fluiddynamik (CFD) (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet fokuserer på en dybdegående forståelse for den grundlæggende opbygning af CFD-modeller baseret på finite-volume-metoder og koblingen mellem tryk- og hastighed i form af avanceret turbulensmodellering. Modulet giver kompetencer inden for området på det højeste internationale niveau.
Målgruppe: Ingeniører med en baggrund inden for det termiske- og fluiddynamiske område fra f.eks. energi-myndigheder, producenter af energiforsyningssystemer og andre, der arbejder med termiske- og strømningsrelaterede problemstillinger.
Gridtilpassede Invertere – Principper og Praksis (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver en systematisk tilgang til de grundlæggende aspekter og state-of-the-art inden for gridtilpassede inverter-teknologier. Invertere kan gennem kompleks regulering være med til at skabe den stabilitet i elnettet der kræves i forhold til varierende vedvarende energikilder. I dag benyttes store stationære generatorer på traditionelle kraftværker, der skaber den inerti, der kræves for at holde en netfrekvens i vekselstrøms-netværk, men i fremtiden skal de elektriske teknologier sikre denne, og det stiller nye udfordringer. Der gives gennem modulet en grundig indføring i disse nye teknologier, samt hvordan de skal reguleres i praktiske systemer.
Målgruppe: Ingeniører indenfor det elektriske område fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energi-forsyningssystemer, vindmølleindustrien, solcelleindustrien, skibsindustrien, energiforsyning eller andre relaterede brancher.
Introduktion til vindkraft (generation og integration) (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet dækker de elektriske aspekter af vindkraftsystemer inklusive elektriske maskiner, effektelektronik og koblingen til elnettet. Der er fokus på regulering af elnet med en høj andel af vindmøllegenereret el, og modulet baseres på den nyeste forskning på området. Der skabes et overblik over de elektriske systemer, der findes i vindkraftproduktion. Design og konfiguration af effektelektronikken relateret til regulering heraf behandles ligeledes.
Målgruppe: ingeniører med en baggrund inden for det elektriske område fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsyningssystemer og andre, der arbejder med vedvarende energisystemer eller indpasning af vindkraftteknologier i elnettet.
Litium-Ion Batterier – Fundamentale egenskaber, modellering og tilstandsestimering (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet har til formål at skabe forståelse for drift af batterierne i relation til andre energilagringsteknologier samt den mekaniske- og kemiske konstruktion. Litium-ion batterier er en nøgleteknologi inden for energilag-ring i mange anvendelser, såsom elbiler, mikrogrids, satellitter og i integration af fluktuerende vedvarende energikilder. Teknologien har en meget kompleks og ulineær karakteristik i forhold til degradering og levetid, der kræver en meget præcis styring af batteriernes temperatur, spænding, og hvordan batterierne generelt op og aflades. En præcis forståelse for disse karakteristika gennem batteriernes levetid er derfor krævet for at få den optimale performance.
Målgruppe: Primært ingeniører beskæftigede indenfor enten det elektriske eller mekatroniske område fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsynings-systemer til køretøjer og andre, der arbejder med batteriteknologi.
Vurdering af pålidelighed i elektriske forsyningssystemer (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver en dybdegående introduktion til anvendelse af pålidelighedsanalyser i elektriske forsyningssystemer, herunder de grundlæggende principper for pålidelighedsvurderinger i forhold til produktions- og transmissionssystemer. De særlige forhold for vedvarende el-systemer er i fokus. Cost-benefit-analyser, hvor pålidelighed vægtes i forhold til omkostninger, diskuteres i detaljer i forhold til de tekniske løsninger.
Målgruppe: Primært ingeniører med baggrund i, og job inden for, elforsyning eller produktion af vedvarende energisystemer, som f.eks. vindmøller eller solceller.
Avancerede Kulstoffangstsystemer (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Kulstoffangst og -lagring kommer til at spille en væsentlig rolle i forhold til at nå IPCC’s klimamål. Det gælder i forhold til kulstoflagring, men også kulstofanvendelse (hvor indfanget kuldioxid fra f.eks. cementproduktion, røggas, biogasanlæg eller andre kilder anvendes for at fortrænge brugen af fossile brændstoffer, eller til direkte produktion af grønne brændstoffer, hvis den indfangede kuldioxid stammer fra biomasse eller biologisk affald). Modulet fokuserer på at give deltagerne indsigt i avancerede systemer til kuldioxidfangst.
Målgruppe: Ingeniører med en baggrund inden for det termiske eller kemiske område, fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsyningssystemer og andre der arbejder med systemer relateret til kulstoffangst-systemer.
Avancerede Power-2-X-Systemer (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet fokuserer på såvel grundlæggende som avancerede aspekter af power-2-x-systemer, herunder brintproduktion via elektrolyse (og brug heraf i brændselscelle-systemer) og produktion af grønne brændstoffer og kemikalier. Modulet fokuserer både på kulstofbaserede stoffer som f.eks. metanol, og ikke-kulstofbaserede stoffer som f.eks. ammoniak.
Målgruppe: Ingeniører med en baggrund inden for det termiske eller kemiske område, fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsyningssystemer og andre der arbejder med systemer relateret til power-2-x-systemer.
Effektelektronik – fra det grundlæggende til avancerede emner (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver deltagerne en grundig og dybdegående indføring i effektelektronik, i forhold til de forskellige kredsløbstyper og topologier, der kan anvendes i en lang række applikationer i forhold til vedvarende energisystemer og energilagring.
Målgruppe: Primært ingeniører med en baggrund inden for enten det elektriske eller mekatroniske område, fra f.eks. energimyndigheder, producenter af energiforsynings-systemer til køretøjer og andre, der arbejder med teknologier, der involverer effektkonvertere.
LCA i byggeriet (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver de nye, nødvendige beregnings- og dokumentationskompetencer inden for LCA i byggeriet. Deltagerne får bl.a. en grundig teoretisk og forskningsbaseret introduktion til LCA og de nye lovkrav og vejledninger der findes på området, der har til hensigt at nedbringe klima-aftrykket fra byggeriet og modne branchen og bygherrer til at bygge mere bæredygtigt og fremme klimavenlige løsninger i byggeriet.
Målgruppe: Aktører i byggeriets værdikæde fx bygherrer, rådgivere, udførende, producenter og leverandører.
Datavidenskab i R (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver viden om bl.a. grundlæggende begreber indenfor statistik og datavidenskab, eksempelvis regressionsmodel, klassifikationsmodel og klyngeanalyse (cluster analysis), færdigheder i statistiske software R til at lave deskriptiv statistik og estimere parametre i statistiske modeller samt kompetencer til at vurdere anvendelsesmuligheder, herunder styrker og svagheder, for forskellige statistiske modeller.
Målgruppe: Cand.scient’er eller lignende, der arbejder med, eller ønsker at kunne arbejde med data.
Analyse og design af kompositte konstruktioner (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver opkvalificering inden for strukturel analyse og design af kompositte konstruktioner, så man opnår kompetencer til at udvikle lette, stive og stærke strukturer. Fokus er bl.a. på fiberforstærkede polymere materialer, der anvendes til laminerede kompositte strukturer såsom vindmøllevinger. Modulet giver en dybdegående viden om valg af materiale, fremstilling af kompositte strukturer og særligt de analyseredskaber, der nødvendiggøres af de retningsorienterede stivheds- og styrkeegenskaber af disse materialer.
Målgruppe: Ingeniører, primært inden for vindmøllebranchen.
Livscyklusvurdering (LCA) med fokus på klimaaftryk (5 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet giver en generel introduktion til LCA, så deltagerne kan bruge LCA i alle kontekster og brancher. Modulet er derfor ikke begrænset til et specifikt anvendelsesområde, men giver den grundlæggende viden og færdigheder til at anvende LCA i enhver form for kontekst og sektor. Modulets lærings-mål fremgår af Bilag A
Målgruppe: Modulet henvender sig til professionelle som miljøledere, -analytikere, -teknikere, bæredygtighedskonsulenter og miljøkonsulenter i stat, region, kommuner, rådgivningsfirmaer og virksomheder. Fælles for målgruppen er en interessere i at forstå den teoretiske basis bag LCA og at lære at udføre og fortolke LCA studier i praksis. Herudover er modulet relevant for alle der arbejder med de lovpligtige miljøkonsekvens-vurderinger (MKV), og modulet komplementerer de særskilte moduler ’Miljøvurdering af konkrete projekter’ og ’Miljøvurdering af planer’.
Miljøvurdering af planer (10 ECTS) (Aalborg Universitet)
Modulet har til formål at give de nødvendige kompetencer til at gennemføre, lede, formidle og udvikle miljøvurderingsprocesser og praksis på et internationalt højt niveau. Miljøvurderingsmetoden er et internationalt anerkendt værktøj, der i de seneste årtier har fået en stigende betydning som beslutningsgrundlag og demokratisk proces i det danske samfund. Miljøvurdering er et væsentligt værktøj for at undgå negative miljømæssige påvirkninger fra en bred vifte af kommende planer.
Målgruppe: Aktører, som skal koordinere og lede udarbejdelsen af miljørapporter og gennemførelse af miljøvurderinger af planer, herunder statslige og lokale myndigheder samt rådgivere.