Flere end nogensinde har søgt en videregående uddannelse
88.078 har søgt om optagelse på en videregående uddannelse. Det er 7.312 flere end i det foreløbige rekordår 2012.
Fristen for at søge i kvote 1 udløb 5. juli klokken 12, mens fristen for at søge i kvote 2 udløb 15. marts. I marts havde 50.084 indsendt en ansøgning om optagelse, hvilket også er rekord.
Uddannelsesminister Morten Østergaard glæder sig over stigningen.
- Det er helt afgørende for Danmarks fremtid, at vores uddannelsesniveau følger med udviklingen og efterspørgslen. Danmark har behov for innovative unge med idéer og virkelyst, som kan omsættes til nye løsninger og arbejdspladser og dermed sikre fortsat vækst og velstand. Årets ansøgningstal er udtryk for, at vores unge er stærkt motiverede for at uddanne sig, og at vi er på rette kurs mod regeringens mål om den bedst uddannede generation nogensinde. Jeg er derfor meget tilfreds med tallene, siger Morten Østergaard.
15. marts tallene dækker også over ansøgere med internationale eller udenlandske adgangsgivende eksaminer og ansøgere til uddannelser, hvor der som led i adgangskravene indgår en optagelsesprøve, en optagelsessamtale eller lignende.
Det endelige søgningstal opgøres medio juli. Her vil ansøgninger fra personer, der har ansøgt uden NemId samt personer, der har fået dispensation fra at søge digitalt, være regnet med. Tallet vil derfor være endnu højere.
Det er første gang, at alle har søgt digitalt gennem www.optagelse.dk , hvilket gør det muligt at lave en foreløbig opgørelse over det samlede ansøgningstal allerede 5. juli.
Søgning og optag på de videregående uddannelser 2013
- 15. marts: Frist for kvote 2-ansøgere. Blev forlænget til 18. marts.
- 15. maj: Ekstraordinær frist for ansøgning til læreruddannelsen i kvote 2
- 5. juli: Frist for ansøgning i kvote 1
- 30. juli: Alle ansøgere får svar på deres ansøgning. Uddannelsesministeriet offentliggør klokken 00.01 hovedtal på baggrund af Den Koordinerede Tilmeldings resultater på www.fivu.dk
- Oktober: Resultatet af optagelsens 2. runde og dermed det endelige optag opgøres. Mellem 1. og 2. runde vil nogle ansøgere takke nej til de tilbudte pladser, mens andre vil søge ind på ledige pladser efter 1. runde.
Om søgning og optag i 2012
- Det totale antal ansøgere 15. marts var 38.683 personer
- Det samlede søgningstal var 80.766 ansøgere
- I alt 61.300 ansøgere påbegyndte per 1. oktober en videregående uddannelse.
- Historisk stor søgning gennem kvote 2
- Tal og fakta om søgning og optag på de videregående uddannelser
- Information om alle de videregående uddannelser - på ug.dk
For yderligere oplysninger, kontakt:
Presseansvarlig Ingeborg Nielsen tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk
Styrelsen for Universiteter og Internationalisering:
Områdeleder Nete Lerdahl Søgaard, tlf. 5096 4719, e-mail:
nls@ui.dk