Rekordstor søgning til de videregående uddannelser
Søgningen til de videregående uddannelser slår i 2012 alle rekorder.
I alt har 80.766 søgt en videregående uddannelse. Antallet af 1. prioritetsansøgninger er steget med otte procent siden 2011, som også var rekordår. Det viser en samlet opgørelse fra Den Koordinerede Tilmelding, KOT.
Størst er stigningen i søgningen til erhvervsakademiuddannelserne, som har fået 10 procent flere 1. prioritetsansøgninger i forhold til 2011. Antallet af ansøgere, der har professionsbacheloruddannelserne som 1. prioritet, er steget med ni procent, mens syv procent flere har søgt en bacheloruddannelse på et af universiteterne som 1. prioritet.
Uddannelsesminister Morten Østergaard er tilfreds med den store fremgang, som er helt i tråd med regeringens målsætning om et højere uddannelsesniveau i Danmark.
− Målet om et højt uddannelsesniveau i befolkningen er en hjørnesten i regeringens politik, der skal sikre fremtidig vækst og velstand i Danmark. Den stigende interesse indikerer, at vi nærmer os regeringens ambitiøse målsætning om, at mindst 60 procent skal have en videregående uddannelse, siger Morten Østergaard.
Der er især sket en stigning i antallet af ansøgere inden for det IT-faglige område, det samfundsfaglige område på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne samt ingeniøruddannelserne, samfundsvidenskab og naturvidenskab på universiteterne.
Ministeren glæder sig over, at de unge i stigende grad vælger uddannelsesområder, hvor er erhvervslivet efterspørger kompetencer og arbejdskraft.
− Jeg hæfter mig blandt andet ved en stor søgning til ingeniøruddannelserne og de naturvidenskabelige uddannelser på universiteterne, hvor der generelt er gode optagelseschancer og gode beskæftigelsesmuligheder for kandidaterne. Erhvervsakademierne har også fået markant flere ansøgere end sidste år. Eksempelvis har hele 22 procent flere søgt en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse inden for det it-faglige område. Tallene tyder på, at de unge er blevet mere realistiske i deres valg og overvejer mulighederne for job efter endt uddannelse, siger Morten Østergaard.
De store velfærdsuddannelser er stadig meget populære blandt ansøgerne. I forhold til 2011 har 14 procent flere søgt socialrådgiveruddannelsen, 12 procent flere har søgt pædagoguddannelsen, 9 procent flere har søgt sygeplejerskeuddannelsen, og de seneste års høje ansøgertal til læreruddannelsen er fastholdt.
Antallet af ansøgere er steget i hele landet. For eksempel har Erhvervsakademi SydVest i 2012 haft en fremgang på 42 procent siden 2011. Blandt universiteterne har Aalborg Universitet haft størst stigning med 19 procent flere ansøgere i forhold til 2011. Syddansk Universitet og IT-Universitetet har oplevet den næststørste stigning med 16 procent i forhold til 2011.
Søgning til de videregående uddannelser 2012
-
15. marts: ansøgningsfrist: Kvote 2-ansøgere, ansøgere med adgangsgrundlag fra udlandet og ansøgere til optagelsesområder med optagelsesprøve eller -samtale skal søge ind på de videregående uddannelser senest den 15. marts.
-
5. juli: Den samlede søgning til de videregående uddannelse afsluttes. Ansøgere med en dansk adgangsgivende eksamen kan søge frem til 5. juli via kvote 1, hvor ansøgningen udelukkende vurderes ud fra karaktergennemsnit.
-
30. juli: Ansøgerne får svar på deres ansøgninger. Uddannelsesministeriet offentliggør de samlede optagstal på www.fivu.dk.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2211 0200, e-mail: imen@fivu.dk .
Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte: Emilie Lichtenberg på tlf. 7231 7993, e-mail: emli@vus.dk .
Styrelsen for Universiteter og Internationalisering: Nete Lerdahl Søgaard, tlf. 5096 4719, e-mail: nls@ui.dk .