Seneste nyt 7. juni 2024
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Folketingets partier (Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkepart, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet) indgået en aftale om at styrke den grønne omstilling af erhvervsuddannelserne og gøre uddannelserne mere attraktiv for de unge.
Faglært arbejdskraft spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling. Derfor er der brug for flere dygtige faglærte med de rette kompetencer til at arbejde med den grønne omstilling.
Erhvervsskolerne skal være førende inden for grøn omstilling. Derfor vil regeringen etablere tre klimaerhvervsskoler, der hver især specialiserer sig inden for konkrete udfordringsområder som eksempelvis bæredygtigt byggeri, klimavenligt landbrug eller grøn transport. Samtidig skal der afsættes midler til grøn efteruddannelse, opkvalificering og udstyr for at sikre høj kvalitet med den nyeste viden og teknologier på området.
Desuden skal en erhvervsuddannelse være et attraktivt uddannelsesvalg for flere unge. Regeringen foreslår blandt andet at give flere elever mulighed for at komme på udlandsophold og studieture, som en del af deres uddannelse, for at understøtte og fremme attraktive ungdomsmiljøer under studietiden.
Samtidig skal positive rollemodeller være med til at vise vejen til en erhvervsuddannelse. Flere folkeskoleelever skal møde unge elever på erhvervsskolerne, der brænder for deres fag og kan hjælpe dem med at blive mere afklaret med deres valg af ungdomsuddannelse.
Udspillet er regeringens andet udspil om erhvervsuddannelserne. Sammen med udspillet 'Forberedt på fremtiden III – Flere faglærte til vores sundhedsvæsen og ældrepleje' ønsker regeringen at løfte kvaliteten af erhvervsuddannelserne og reducere frafaldet på uddannelserne.
Læs mere
- Læs udspillet 'Forberedt på fremtiden IV: Flere faglærte til den grønne omstilling' (pdf) hos Børne- og Undervisningsministeriet
- Læs nyheden 'Regeringen vil sikre flere faglærte til den grønne omstilling med nyt udspil' fra 26. maj 2024 hos Børne- og Undervisningsministeriet
En sammenhængende reformkurs
Regeringen vil samlet set investere flere midler i børn, unge og uddannelse. Reformprogrammet vil indeholde udspil, initiativer, tiltag og partnerskaber af forskellig karakter.
Formålet er at løse udfordringerne i det danske uddannelsessystem og gennemføre en fremsynet udvikling af uddannelsessystemet gennem samarbejde og inddragelse af relevante aktører.