Kim Duus Thøisen evner på fornemmeste vis at skabe en engagerende undervisning, der er varieret og kreativ i sin udfoldelse og praksisnær og anvendelsesorienteret i sin ånd. Det gør han bl.a. ved at bringe den virkelige verden i spil i klasseværelset ved at lade de studerende udarbejde materiale til rigtige konkurrencer, offentlige udstillinger og samarbejder med virksomheder. For eksempel engagerer Kim de studerende i droneinspektioner, hvor de studerende finder skjulte genstande på taget af campus, og han faciliterer et samarbejde med en kortfilmsfestival, hvor de studerende udvikler festivalens grafiske materiale. På den måde bygger Kim helt konkret bro mellem teori og praksis, og det giver de studerende oplevelsen af, at deres arbejde skaber reel værdi uden for klasselokalet. Det fremmer deres deltagelse og inspirerer dem til at omfavne opgavens kompleksitet.
Kims exceptionelt stærke didaktiske færdigheder strækker sig både over det fysiske og online undervisningsrum. De kommer især til udtryk, idet han formår at skabe sammenhæng mellem fagets emner, inddrage ny teknologi og anvende feedback for både at udvikle de studerendes faglighed og sin egen praksis. Gennem humor og sin uforlignelige energi forvandler Kim fagets svære emner til dynamiske og stimulerende lektioner, der vækker de studerendes nysgerrighed og gør tungt indhold mere fordøjeligt. Samtidig skaber Kim en tryg og inkluderende atmosfære, hvor de studerende tør at udfordre grænserne for deres personlige og faglige udvikling. Dette skaber rum til refleksion og faglig dannelse, der lader de studerende udvikle sig ud over fagets grænser.
Kim er ikke blot de studerendes topscorer. Han er også vellidt blandt kollegaer og bidrager aktivt til det faglige samarbejde på tværs af fag og er dermed en positiv faktor i den faglige udvikling på arbejdspladsen.
Erhvervsakademiernes jury er særligt imponeret over Kims evne til at skabe en legende og fagligt motiverende undervisning, der er didaktisk overlegen og som bygger bro til erhvervslivet og klæder de studerende solidt på til at træde ind på arbejdsmarkedet. Juryen lagde især vægt på Kims evne til at stimulere den enkelte studerendes faglige og personlige udvikling gennem praksisnær undervisning, samtidig med at han hjælper til at skabe en tydelig rød tråd i de studerendes forløb på tværs af semestre og i overgangen til arbejdsmarkedet.
Det er derfor med stor glæde, at rektorkollegiet for Danske Erhvervsakademier indstiller Kim Duus Thøisen til Undervisningsprisen 2025, da han gennem sin undervisergerning legemliggør erhvervsakademiernes store styrke ved at forene teori og praksis på fineste vis og gør de studerende parate til at skabe værdi fra første dag på det arbejdsmarked, som de uddannes til.